Efter sidste års historisk store resultater i de fleste afgrøder og kraftige vinterafgrøder undervejs efter et perfekt såarbejde i efteråret er der udgangspunkt for endnu et godt år for de danske planteavlere.

- Desværre har de høje afregningspriser en dyster baggrund med krigen i Ukraine. Men også andre forhold kan give os udfordringer. Den nye EU-reform, som belønner klimaet, er netop trådt i kraft med blandt andet fire procent brak og seks nye bioordninger. 2023 bliver måske også et skæbneår for Roundup, og en CO2-afgift er stillet os i udsigt, lød det fra formanden for planteavlsudvalget i Patriotisk, Hans Boesen, Veflinge, da han bød velkommen til de 208 deltagere ved årets planteavlskonference på Odense Congress Center i tirsdags.

Imidlertid kan den grønne omstilling give nye muligheder, fremhævede han, og glædede han sig derfor til en dag med aktuelle indlæg og viden til den praktiske dagligdag i det kommende vækstår.

Råd til rapsen

I dagens første rådgiverindlæg betegnede chefkonsulent Erik Andkær Pedersen det forgangne år som et guldår for planteavlen. Samtidig kom han ind på forhold, som kunne have forbedret udbyttet yderligere blandt andet i vinterrapsen.

Lederen af planteavlsafdelingen hos Patriotisk Selskab gav således de mange fremmødte konferencedeltagere anvisning på kalkning som en mulighed mod kålbrok, og sprøjteanvisning på at komme rajgræs til livs. Bladribbesnudebiller var på grund af det tørre vejr til gengæld ikke den store udfordring sidste år.

- Når det gælder svampebekæmpelse, skal det bare gøres, understregede han og nævnte samtidig vigtigheden af nyttedyr i rapsen.

Fyn farves lilla

Når det gælder jordbehandling, opfordrede Erik Andkær Pedersen til »så lidt som muligt« men samtidig »så meget som nødvendigt«.

- Uha, det bliver spændende med Roundup. Midlet giver ingen faglige problemer. Et eventuelt forbud er udelukkende et politisk anliggende. Men fakta er, at det vil give udfordringer i tørre efterår, og give tidspres på andre opgaver, og måske et ændret sædskifte med endnu mere vårsæd.

Erik Andkær Pedersen rundede sit indlæg af med at ridse situationen op omkring miljøkravene, som i de kommende år blot vil stige yderligere. Med en omfordeling af kvælstofkravene i 2027, vil Fyn nærmest blive farvet helt lilla med målrettede efterafgrøder.

- Kortet indikerer vigtigheden af at komme i gang med kollektive virkemidler som minivådområder, vådområder og udtagning af lavbundsområder. De målrettede virkemidler, som jo er vedtaget, kan meget vel blive dyrere end de kollektive, påpegede chefkonsulenten.