I alt er der 40 gårde i hele landet, der har valgt at åbne sine døre for dette års Økologiske Høstmarked, som arrangeres af Økologisk Landsforening.

Årets høstmarked foregår lørdag d. 2. september til søndag d. 3. september.

Her er der mulighed for at gå på opdagelse i sit lokale madlandskab, når naturen i sensommeren kvitterer med en overflod af økologiske råvarer. Alle er velkomne, understreger landsforeningen.

Tag børnene, ægtefællen, kæresten eller naboen under armen og gå på opdagelse i jeres lokalt producerede, økologiske råvarer, lyder det.

Der er vidt forskellige aktiviteter og oplevelser på de enkelte gårde, og det er muligt at finde et høstmarked nær dig, ved at gå ind på Økologisk Landsforenings hjemmeside iloveøko.dk. Her kan man finde et kort over alle de tilmeldte gårde.

Gæster opfordres til at bruge deres sunde fornuft, når de bevæger sig rundt på gården med børn, da der kan være store maskiner, store dyr og meget andet.

Desuden anbefales det at dukke op i praktisk tøj, der kan tåle at blive beskidt og vaskes efter besøget.

Og sidst, men ikke mindst, skal man være indstillet på lidt trængsel på gårdene, da der kan være mange gæster på samme tid.