Der skulle ikke bare én, men hele to spader til, da første spadestik i går skulle tages til det, der næste år bliver et nyt kæmpe biogasanlæg nær Kliplev i Sønderjylland. Tæt på motorvejsafkørslen og dermed med gode transportmuligheder både nord- og sydpå.

Anlægget, der har fået navnet SBS Kliplev, bliver ifølge Sustainable Bio Solutions, (SBS), et af Danmarks største biogasanlæg og vil blive produktionsklart i 2020.

Biogasanlægget vil, når det er fuldt udbygget, kunne producere 38 millioner kubikmeter gas om året. Anlægget vil årligt kunne modtage 980.000 tons husdyrgødning og restprodukter. Den producerede gas vil blive opgraderet, så den kan komme direkte ind i det danske naturgasnet.

Stor opbakning

Hos SBS er man glad for den store, lokale opbakning, man har oplevet omkring SBS Kliplev-projektet.

- Det har ført til den første række af underskrevne gylle- og dybstrøelses-aftaler, lyder det fra Lars Bybjerg, projektdirektør hos Sustainable Bio Solutions.

Og hos Aabenraa Kommune er både begejstringen og opbakningen til nye biogasanlæg i top:

- Det er altid en stor dag, når nye virksomheder kommer til Aabenraa Kommune. Et biogasanlæg er et godt skridt på vejen mod en mere bæredygtig dagsorden, og det er noget, vi prioriterer i kommunen. Derfor er jeg særligt glad for, at man nu er så langt i projektfasen, at der kan inviteres til første spadestik, lyder det Aabenraa Kommunes borgmester Thomas Andresen.

john@landbrugsyd.dk
tlf.: 76 60 30 44