Han gik forrest og var en handlingens mand: Aage førte dansk svineproduktion fra fortid til nutid

Én enkelt mands udsyn, initiativ og gåpåmod i 1960’erne lagde grunden til, hvordan dansk svineproduktion udviklede sig til det, det stort set stadig er den dag i dag.

Navnet er Aage Jakobsen (f. 1930), som både var og er fuld af gåpåmod, og hvor hans slogan »Intet er umuligt. Det er bare ikke lige let alt sammen« ikke blot har drevet ham selv vidt, men faktisk hele dansk svineproduktion.

Aage Jakobsen begyndte som ung, selvstændig landmand på Kalundborgegnen i 1957 på 8 hektar sandjord og sluttede sin erhvervskarriere i 2000 som en af landets største svineproducenter med 1.000 søer og cirka lige så mange hektar agerjord. Aages initiativ på sin egen bedrift skulle med tiden vise sig at sætte et stort fingeraftryk på, hvordan hele dansk svineproduktion udviklede sig op igennem 1960’erne og de næste par årtier.

Aage Jakobsen (93) har ladet sig interviewe til Effektivt Landbrug, hvor vi har valgt at rulle hans livshistorie ud i en række artikler.

Foretrak svin

Som ung afprøvede Aage Jakobsen flere slags husdyr, men det blev ret hurtigt svineproduktionen, der blev hans altoverskyggende interesse og satsning.

Samtidig var han en mand med udsyn, og han fandt hurtigt ud af, at dansk svineproduktion i 1950’erne var milevidt bagefter lande som for eksempel England og Sverige indenfor de væsentligste grundpiller i svineproduktionen: Avl, staldsystemer og fodring.

Den unge svineproducent erkendte, at der trængte til at blive »rusket op i systemet«, og at der måtte modernisering til indenfor både avl, stalde og fodring, hvis han selv, men også hans kollegaer, skulle have en chance som svineproducent i Danmark.

Aages iværksætteri er også den direkte årsag til, at Landsforeningen af Danske Svineproducenter, der fejrer sit 50-årsjubilæum den 14. juni, blev til. Men det er en længere historie.

Viste vejen

Aage Jakobsen, der altid har været meget handlingsorienteret, gjorde i korte træk det, der var nødvendigt for at optimere sin fremtid og sin produktion, og det indebar ganske enkelt et opgør med den danske vanetænkning omkring både avl, fodring og opstaldning af svin.

- Her var en landmand, der ud af egen lomme bekostede praktiske forsøg med staldanlæg, foder, avl og krydsning, og resten af branchen kunne bare skumme fløden, skriver journalist Jens Jørgen Stounberg blandt andet i sin anbefaling af Aage Jakobsens erindringsbog »Intet er umuligt - det er er bare ikke lige let alt sammen«.

Jens Jørgen Stounberg har som journalist fulgt Aage Jakobsen tæt gennem tiden, og han lægger ikke skjul på, at han undres over, at Aage Jakobsens initiativer »gang på gang blev mødt med kritik og mistænkeliggørelse«.

Først med det meste

Blandt nogle af Aage Jakobsens bedrifter kan nævnes, at han var den første til at introducere fikserede søer samt bygning af standardiserede, modulbyggede stalde i Danmark – de såkaldte »Protekta-stalde«.

Han var også frontløber på tidlig fravænning og brug af høje doser zink i smågrisefoderet efter engelsk forbillede, samt den første til at dyrke majs til modenhed (CCM-majs), som han brugte i svinefoderet.

Cirka 10 år efter han begyndte at dyrke majs til modenhed, var han mand for at ryste hele den danske foderstofbranche, da han selv importerede tapioka fra Thailand som reaktion på foderstofbranchens opskruede kornpris. En handling, der fik branchen til at kigge indad, og som var direkte årsag til etablering af en helt ny og alternativ råvarehandler, som var ejet af svineproducenterne selv.

Endelig etablerede han et privatslagteri for at give andelsslagterierne konkurrence.

Men den første og formentlig største og mest skelsættende bedrift var indførslen af krydsning i dansk svineavl. Noget, som ikke skete uden store sværdslag med Axelborgs (Landbrugsraadets hovesæde) top.

- Her var en landmand, der ud af egen lomme bekostede praktiske forsøg med staldanlæg, foder, avl og krydsning, og resten af branchen kunne bare skumme fløden

Jens Jørgen Stounberg, journalist

Verdens bedste gris

Aage Jakobsen tænker tilbage og fortæller til Effektivt Landbrug, hvordan der i 1950- og 1960’erne var en national selvforståelse af, at den danske landrace var verdens bedste gris, og der gik således mange år, inden begrebet krydsningsfrodighed var blevet et accepteret begreb på Axelborgs bonede gulve.

Husmanden fra Kalundborg mødte derfor ikke den mindste lydhørhed for, at det ville kunne tilføre noget godt at krydse den danske landrace med sunde og livskraftige svineracer, som han havde set i udlandet. Tværtimod.

For hvor man på Axelborg og i Danske Slagterier nærmest anså det som helligbrøde at krydse landracen, som man med stolthed havde tilføjet et par ekstra ribben, og hvor man gik meget op i eksteriør frem for livskraft, mente Aage Jakobsen, at en gris af den danske landrace først havde en værdi, når den var død. Ikke i levende live:

- Landracen var jo alt for sart. Den var svær at passe, havde dårlige ben og var en diametral modsætning til andre racer og krydsninger, jeg havde set i udlandet, fortæller Aage Jakobsen til Effektivt Landbrug.

Aages sunde grise

Denne opfattelse havde Aage Jakobsen stadig, da han i 1973 blev ringet op af en dansk-canadier, født på egnen, men bosiddende i Canada, som havde fået til opgave at hjælpe en »Livestock specialist« (husdyrspecialist) fra det canadiske landbrugsministerium, Ron Dennis, som var på rundtur i Europa for at se på kvaliteten af svin i de forskellige lande.

Indtil da havde kvaliteten af de danske svin skuffet specialisten, men det var rygtedes, at Aage Jakobsen gik og syslede med en anden form for grise, end det officielle danske avlssystem kunne fremvise.

Derfor kom Ron Dennis til Aages ejendom ved Kalundborg.

- Og her fortalte han mig, at han for første gang på sin rundtur i Danmark så sunde og livskraftige grise, der selv kunne rejse sig uden hvin og hyl, og at den resterende del af den danske rundtur havde været en stor skuffelse.

Truet med tæsk

Dén anerkendelse sammen med flere andre var med til at bestyrke Aage Jakobsens tro på, at han havde fat i noget rigtigt.

Hans ønske om at skabe en mere robust og produktiv gris via krydsning af den danske landrace var dog noget, som generede en decideret konflikt med Axelborgs top i skikkelse af især daværende formand for slagterierne, nu afdøde, Esp Sørensen og underdirektør Arne Drewsen. Ifølge Aage Jakobsen betragtede de to krydsning som en slags tilsmudsning af landracen, og der skulle angiveligt have lydt udsagn om, at krydsningsgrise var som en »zoologisk have«, og at »sådan noget lort« ville man aldrig tillade.

Der foregik maleriske verbale dueller mellem Aage Jakobsen og Axelborgtoppen på svinefaglige møder, som skabte saftige overskrifter i pressen som for eksempel: »De der krydser, nasser på systemet« og »Skal landracen eller svineproducenten overleve«.

For eller imod krydsning var noget, der delte vandene, og som indebar, at man enten var for Axelborg og imod Aage Jakobsen eller omvendt.

Det var også i den periode, at Aage Jakobsen husker, hvordan en lokal avler truede ham med tæsk.

Men eftersom Aage Jakobsen i hele sin erhvervsaktive karriere var en handlingens mand, var han ikke en, som nøjedes med at tage debatten og sætte sig hen og vente på omvæltninger i avlssystemet fra centralt hold. Han tog selv affære.

Ornen i bagagerummet

I 1960’erne havde dansk svineavl opgivet at avle på yorkshire, og det var der delte meninger om. Derfor blev yorkshire-ornen Arthur den første af sin slags i lang tid, der satte sine ben på dansk grund den dag i 1965, hvor Aage Jakobsen selv hentede den hjem til Danmark fra Sverige som en 25-kilos gris i sin bils bagagerum.

- Han blev en flerårig matador i besætningen og gav et livskraftigt afkom til glæde for min besætning og flere af mine kollegaer i området, fortæller Aage Jakobsen i sin selvbiografi.

Det, der startede med importen af en enkelt yorkshire-orne fra Sverige, udviklede sig i perioden 1971 til 1977 til import af avlsmateriale af duroc, yorkshire og hampshire fra lande som både England, Ungarn, Sverige og Canada.

Aage Jakobsen købte endda sin egen farm i Canada 1977, hvor han fra avlskerner af henholdsvis yorkshire, duroc og hampshire kunne forsyne sin danske besætning og kollegaers besætninger med alle tre racer.

Truet med tremmer

Svineproducentens importaktiviteter kom i disse år til at generere overskrifter som »Smuglerskandale i landbruget«, »Landmænd smugler syge orner med fly. Kan betyde undergravning af landbrugets økonomi og renomme« og »Landbrugsministeriet overvejer sagsanlæg mod kendt svineavler«.

Det var disse aktiviteter, der førte til politianmeldelse af Aage Jakobsen. Dog snart efterfulgt af overskriften »Politiet vil ikke rejse tiltale mod sæd-importøren«.

Svineproducentens advokat havde nemlig på forhånd undersøgt, at han ikke gjorde noget forkert, og at de, der ikke ønskede import af avlsmateriale, altså ikke havde nogen lovgivning af hænge deres modstand op på.

Det var på det tidspunkt ulovligt at eksportere sæd af dansk landrace, og af uransagelige årsager var det ifølge et cirkulære fra 1958 ulovligt at importere sæd fra »hingst, hanhund, tyr, gedebuk, vædder« og flere andre, men »orne« var ikke nævnt.

Dermed var der ikke grundlag for at sætte den foretagsomme svineproducent bag tremmer.

- Men det vækkede bjørnen, konstaterer Aage Jakobsen, som husker, hvordan der i 1974 blev indført en lov, der krævede, at man herefter ansøgte om tilladelse til import af ornesæd.

- Axelborgs Arne Drewsen kaldte ornerne for »piratorner«, men det mindskede nu ikke svineproducenternes interesse for at købe dem

Aage Jakobsen

»Piratorner« sendte Axelborg på andre tanker

I årene herefter husker Aage Jakobsen, at – på trods af en del benspænd fra Axelborg og Landbrugsministeriet i forhold til at få lov til at importere avlsmateriale fra udlandet – lykkedes dette alligevel for Landsforeningen af Danske Svineproducenter som en af sine første bedrifter efter etableringen i 1974. Foreningen købte flere orner ad gangen i udlandet, som de derefter solgte videre for 5.500-8.000 kroner pr. styk til interesserede svineproducenter.

- Axelborgs Arne Drewsen kaldte ornerne for »piratorner«, men det mindskede nu ikke svineproducenternes interesse for at købe dem, griner Aage Jakobsen og fortæller, hvordan de danske svineproducenters fælles udvalg, Landsudvalget for Svin, herefter selv begyndte at importere orner til landet i 1977, og i 1978 hundyr, fra samme avler, som Aage Jakobsen tidligere havde anvendt.

- Også selvom de tidligere havde kaldt de andre racer for »lort« og selvom de kunne have købt dem af mig. Men som Arne Drewsen sagde: »Ingen enkeltpersoner skal profilere på dette«, genfortæller Aage Jakobsen.