FirstFarms fordobler silokapaciteten i Rumænien til 46.000 ton. Siloerne leveres af Skiold A/S. Samtidig udvider FirstFarms arealerne under vanding fra 1.300 til 2.000 hektar.
Siloarbejdet er påbegyndt, og der er udgravet et 4 meter dybt hul på 50 gange 50 meter, der skal genopbygges til at udgøre fundamentet for de fire nye metal-siloer, der hver kan rumme 6.000 ton. Det nye anlæg indeholder også nyt tørreri og renseri.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse mandag.
Renseriet skal bruges til alle FirstFarms afgrøder, mens tørreriet skal sikre fleksibilitet i forhold til majshøsten, der er på 15.000 – 20.000 ton årligt. Bygge- og anlægsarbejdet udføres af lokale håndværkere under supervision af leverandøren, Skiold. Siloanlægget forventes færdigt medio 2025.
Ekstremt vejr blæser toppen af forventningerne til Firstfarms årsregnskab
2.000 hektar under vanding
FirstFarms forventer, at den sideløbende udvidelse af arealer under vanding i Rumænien står færdig til maj. Arbejdet med at anlægge og opføre de yderligere 700 hektar under vanding, starter nu.
Det er kun et halvt år siden FirstFarms indviede de første 1.300 hektar under vanding.
- Det har været en stor succes. Vandet majs gav f.eks. et høstudbytte på 14 tons pr. hektar, mens majs der ikke blev vandet, gav et betydeligt lavere udbytte pr. hektar, fremgår det af pressemeddelelsen.
Dansk udlandslandbrug nedjusterer forventninger for 2024
Konsekvens af udvidelse
Den udvidede vanding kommer til at indgå i det eksisterende vandingskredsløb, hvor tre pumpestationer via kilometervis af nedgravede hoved- og siderør leder vandet ud til 22 vandingsanlæg, der hidtil har bestået af centerpivoter. Den længste er 650 meter lang og vander alene 130 hektar.
Udvidelsen kommer udover 8 centerpivoter på op til 500 meters længde til at bestå af tre linjepivoter på hver 400 meter.
- Udvidelsen af siloanlægget er en naturlig konsekvens af, at vi har udvidet vores areal i Rumænien fra 5.258 hektar i 2023 til at vi i 2025 skal dyrke 7.330 hektar, og at vi har indført vanding, som vi nu udvider. Arealer under vanding giver både dyrkningssikkerhed og et meget større høstudbytte fremadrettet, siger adm. direktør Anders H. Nørgaard.
- Det giver også bedre muligheder for at dyrke højværdiafgrøder, hvilket vil forbedre vores indtjeningsmuligheder væsentligt, tilføjer han.
Investeringerne er et led i FirstFarms’ vækststrategi, der har som målsætning at udvikle koncernen til en af Europas bedst drevne og mest profitable virksomheder indenfor jordbrug og fødevarer.