Sagro I/S og dets datterselskaber runder 2024 af med et samlet overskud på 19,4 millioner kroner og en omsætning på 329 millioner kroner for moderselskabet – samlet 396 millioner kroner for koncernen. En væsentlig del af overskuddet tilbageføres til ejerforeningerne, hvilket sikrer medlemmerne landets billigste kontingent.

Resultater, som bestyrelsesformanden i Sagro, H. C. Gæmelke ser som tilfredsstillende:

- Vi er meget tilfredse med den fremgang, vi har set i Sagro. En stor del af overskuddet føres direkte tilbage til ejerforeningerne, og det gør, at medlemmerne i vores ejerforeninger endnu engang står til at betale et meget lavt kontingent i ejerforeningerne. Det arbejde, der gøres i foreningerne og på Axelborg, er ekstremt vigtigt for at sikre, at vores stemmer bliver hørt i den aktuelle dagsorden om Den Grønne Trepart, siger formanden i en pressemeddelelse.

I årets løb har Sagro styrket sin position ved at overtage det fulde ejerskab af Svinerådgivningen, som nu er en integreret del af virksomhedens rådgivningsydelser. Dermed kan Sagro tilbyde et komplet rådgivningssetup inden for bl.a. fagrådgivning, byggeri, landmåling, strategi og ESG.

For at imødekomme nye behov i markedet har Sagro desuden lanceret to nye initiativer: Sagro Time og Sagro Farmsupport, der understøtter landmændene med fleksible rådgivningsløsninger.