Tobaksmilliardær sælger halvdelen af fynsk landbrug
En af landets rigeste familier har solgt halvdelen af sit fynske landbrug til et brødrepar.

Halvdelen af det fynske landbrug Dorthealund er blevet solgt til et brødrepar. Foto: Skråfoto
Efter næsten to år på markedet har en af landets rigeste familier, familien Gundersen, sammen med landmanden Peder Nygaard Hansen solgt halvdelen af det fynske landbrug Dorthealund. Det beretter AgriWatch.
Køberne er brødrene Martin og Jesper Marxen, som overtager 197 hektar jord i nærheden af Glamsbjerg. Her vil de fokusere på foderproduktion.
Dorthealund blev i 2023 udbudt til salg for 160 millioner kroner. Ejendommen omfatter 670 hektar, mælkeproduktion med plads til 300 køer samt en udlejet griseproduktion. Ejendomsmægler Palle Jespersen forklarer til mediet, at kun halvdelen er solgt af »strategiske årsager«. Overfor AgriWatch har han dog ikke ønsket at forklare planerne for den resterende del af grunden.
Ifølge mægleren har interessen for ejendommen været stor fra både unge landmænd, investorer og aktører uden for branchen, der ønsker at etablere en energipark.
Georg Gundersen, som står bag salget, har sin formue fra Assens Tobakfabrik, der blev solgt til Philip Morris i 2021. Han ejer fortsat 60 procent af Dorthealund og er medejer af Jensens Bøfhus samt bestyrelsesmedlem i TH Agro.