Den newzealandske mejerigigant Fonterra, der er blandt verdens største mejerier, har offentliggjort regnskabet for første halvår af 2025. Her leverer Fonterra en driftsindtjening på 1.107 millioner newzealandske dollar, svarende til 4,4 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 16 procent sammenlignet med sidste år.

Overskuddet efter skat er vokset med 8 procent til 729 millioner newzealandske dollar, svarende til 2,8 milliarder, mens indtjeningen per aktie er steget 10 procent til 44 cent.

På baggrund af den solide præstation i første halvår udbetaler Fonterra et foreløbigt udbytte på 22 cent per aktie. Samtidig fastholdes prognosen for Farmgate-mælkeprisen for sæsonen 2024/25, hvor midtpunktet ligger på 10,00 newzealandske dollar pr. kgMS.

Resultaterne i første halvår skaber glæde hos mejeriet adm. direktør Miles Hurrell.

- Vi fokuserer på at skabe værdi, hvilket inkluderer at levere stærke økonomiske resultater og samtidig opnå den højeste bæredygtige Farmgate-mælkepris, siger han i en regnskabsmeddelelse.

Miles Hurrell er adm. direktør i Fonterra. Foto: Fonterra

Miles Hurrell er adm. direktør i Fonterra. Foto: Fonterra

Stabil Farmgate-mælkepris

Det newzealandske andelsmejeri meldte i slutningen af februar ud, at man opjusterede forventningerne til resultaterne i 2025. I den forbindelse var der både fokus på god græsvækst og en forventning om stigende mælkeindsamling. Nu bekræfter Fonterra-direktøren, at det newzealandske mejeri sigter mod at levere den højst mulige bæredygtige Farmgate-mælkepris til landmændene.

Prognosen for sæsonens mælkepris er blevet præciseret til et interval mellem 9,70 og 10,30 newzealandske dollar pr. kgMS, svarende til intervallet 38,32-40,69 danske kroner.

- Vi oplever en god efterspørgsel efter vores kvalitetsprodukter, og vores teams har arbejdet hårdt på at optimere vores produktportefølje for at fange værdi fra markedsforholdene, hvilket efterlader os med gode kontrakter for sæsonen, siger Miles Hurrell.

Direktøren forklarer ligeledes, at Fonterra har optimeret den nuværende sæsons Advance Rate Schedule for at få kontanter ud til landmændene hurtigere.

- Med hensyn til mælkestrømme er vores forventede mælkeindsamling for året steget med 2,7 procent i forhold til denne tid sidste år til 1.510 millioner kgMS. Det sker efter en god græsvækst i det meste af New Zealand tidligere på sæsonen, mens det er værd at bemærke, at mange dele af landet i øjeblikket oplever meget tørre forhold, siger direktøren.

Stærk forretningspræstation

Fonterras solide halvårsresultat skyldes især en stærk præstation i ingrediens- og foodservice-segmenterne.

Ingrediens-segmentet oplevede et fald på 3,9 procent i salgsvolumen, men driftsresultatet steg alligevel med 229 millioner newzealandske dollar til 696 millioner, svarende til et spring fra 904,7 millioner kroner til 2,7 milliarder kroner. Det skyldtes bedre marginer og en optimeret produktmix.

Foodservice oplevede en stigning på 8,3 procent i salgsvolumen, mens bruttoavancen i andet kvartal steg markant i takt med, at priserne blev tilpasset den højere mælkepris.

Forbrugerprodukterne oplevede en salgsstigning på 8,5 procent, mens driftsresultatet forblev stabilt på 173 millioner newzealandske dollar, svarende til 683,4 millioner kroner.

Optimisme

De positive resultater i første halvår har betydet, at Fonterra nu har opjusteret sin prognose for hele regnskabsåret 2025. Ledelsen i mejerigiganten forventer en indtjening på mellem 55 og 75 cent per aktie.

- Når vi ser på balancen for det kommende år, er vi fokuseret på at fastholde dette momentum i ydeevnen, samtidig med at vi fortsætter med at udføre vores strategi, herunder den dobbeltsporede forbrugerafhændelsesproces, som kører efter planen, siger Miles Hurrell.