Samler over 12.000 landmænd: Arla vil fusionere med tysk mejeri
En mulig fusion mellem danske Arla Foods og Tyske DMK skal styrke innovation, sikre mælkeproduktion og fremtidssikre landmændenes indtjening, lyder det i en pressemeddelelse fra Arla.

Arla og tyske DKM vil fusionere deres to andelsmejeriselskaber. Foto: Arla Foods
Arla Foods og DMK Group annoncerede i dag, at de planlægger at fusionere og skabe Europas stærkeste andelsmejeri.
Med mere end 12.000 landmænd bag sig og en samlet proforma-omsætning på 19 milliarder euro (141,8 milliarder kroner), vil det nye selskab sætte kursen mod en fremtid med fokus på kvalitet, innovation og stabile mælkepriser.
Ifølge selskaberne er fusionen en sammensmeltning af fælles værdier og komplementære styrker, der skal forme fremtidens mejeriindustri. Den nye enhed vil sikre en stabil mælkeleverance og styrke investeringsevnen i innovation og udvikling.
Fusionen kræver imidlertid godkendelse fra både andelsselskabernes repræsentantskaber og relevante myndigheder.
Styrker nuværende samarbejde
Arla Foods og DMK Group har allerede erfaring med samarbejde gennem blandt andet ArNoCo-projektet, der forarbejder valle til ingredienser af høj kvalitet til Arlas globale forretning.
- Fundamentet for dette partnerskab er vores fælles værdier, og jeg er utrolig stolt af den foreslåede fusion, som er en win-win for begge andelsselskaber. Styrken i både Arla og DMK Group ligger i vores fælles engagement i kvalitet og innovation, og jeg ser DMK Group som den perfekte partner til at forme et nyt og styrket Arla, der er klar til at være førende i mejeriindustrien, siger Jan Toft Nørgaard, bestyrelsesformand for Arla Foods.
Også hos DMK Group er der begejstring for planerne. Heinz Korte, bestyrelsesformand for DMK Group, udtaler:
- Vi er stolte af den planlagte fusion med Arla, et andelsselskab, der deler vores engagement i innovation og værdiskabelse. Partnerskabet styrker vores andelsselskabers modstandsdygtighed og bidrager væsentligt til at styrke vores landmænds konkurrenceevne.
Til gavn for landmændene
Adm. direktør for Arla Foods, Peder Tuborgh, fremhæver DMK Groups position som Tysklands største andelsmejeri.
- Vores stærke markedspositioner og produktporteføljer supplerer hinanden rigtig godt, og vores stærke partnerskab gennem de seneste år har vist, at DMK Group er en ideel partner for Arla. Denne fusion er en naturlig fortsættelse af vores stærke samarbejde til gavn for forbrugerne, vores landmænd og deres mælkepris.
Også Ingo Müller, adm. direktør for DMK Group, ser store muligheder i den fælles fremtid.
- Arla har etableret sig som en nøglespiller i mejeriindustrien, og ved at gå sammen får vi en stærk og attraktiv portefølje af mærkevarer og private label-produkter til alle vores kunder. Gennem Arlas globale rækkevidde kan vi få adgang til forbrugere og kunder ud over vores nuværende geografiske rækkevidde.
Fusionen skal positionere den nye enhed stærkt på markedet med en diversificeret produktportefølje og brede markedspositioner, på trods af forventninger om fald i den samlede europæiske mælkemængde. Samtidig er målet at skabe stærkere partnerskaber med kunder og sikre et attraktivt miljø for landmænd og medarbejdere.
Arla består
Det nye selskab vil bære Arlas navn, have hovedkontor i Viby J i Danmark, og Jan Toft Nørgaard bliver formand. Peder Tuborgh bliver adm. direktør, mens Ingo Müller indtræder i Arlas koncernledelse som Executive Vice President for integration.
Fusionen kræver godkendelse fra begge selskabers repræsentantskaber og relevante myndigheder. I de kommende måneder vil fusionsforslaget blive drøftet med andelshavere, medarbejderrepræsentanter og samarbejdsudvalg. Aftalen forventes forelagt repræsentantskaberne til endelig godkendelse i juni 2025.