Tænketanken Frej har styrket sin bestyrelse med nye profiler, der skal hjælpe organisationen med at realisere målet om et bæredygtigt fødevaresystem inden 2030. Olav Hesseldahl, stifter af Ungdomsbureauet og Grundlovsfesten, bliver ny forperson. Med sig får han Jacob A. Sterling, bæredygtighedsdirektør i Preferred by Nature.

- Frej spiller en afgørende rolle i at skabe bro mellem de forskellige perspektiver i debatten om bæredygtig mad. Vi har brug for dialog frem for polarisering, siger Olav Hesseldahl og kalder Frej »en slags græsrodsudgave af det, den grønne trepart gør«.

Jacob A. Sterling trækker på erfaring fra både NGO’er og erhvervsliv:

- Jeg har arbejdet med bæredygtighed i Verdens Skove, WWF, Mærsk og nu i Preferred by Nature. Det håber jeg at bringe i spil i Frej.

Frej-direktør Marie-Louise Boisen Lendal ser store muligheder i det nye hold:

- Med solid finansiering og stærke kræfter i bestyrelsen har vi de bedste forudsætninger for at sikre, at vores strategi ikke bare bliver ord, men reel handling.

Olav Hesseldahl overtager posten fra Helene Regnell efter et planlagt generationsskifte.

Business