Efter 19 år som bestyrelsesformand i landbrugskoncernen FirstFarms A/S overlader Henrik Hougaard nu posten til Asbjørn Børsting, der hidtil har været næstformand.

Rolleskiftet blev besluttet ved et bestyrelsesmøde umiddelbart efter selskabets generalforsamling den 29. april.

- Efter 19 år som bestyrelsesformand er det naturligt at give stafetten videre. Med Asbjørn som ny formand er FirstFarms i gode hænder i forhold til de opgaver, der venter i fremtiden, udtaler Henrik Hougaard i en pressemeddelelse.

- Jeg ser frem til i samarbejde med Henrik i formandskabet, den øvrige bestyrelse og ledelsen i FirstFarms at fortsætte arbejdet med at udvikle selskabet positivt, lyder det fra Asbjørn Børsting.

Samtidig indtræder Jesper Pagh, tidligere koncerndirektør i DLG, som nyt medlem af bestyrelsen.

Også på direktørgangen sker der forandringer. Adm. direktør Anders H. Nørgaard fratræder tidligere end planlagt, og fra 1. maj til 31. juli 2025 indtræder Søren Bredvig og Michael Hyldgaard som midlertidige direktører.

Business