Arla investerer 1,5 mia. i ny mozzarella-fabrik
Arla Foods UK har taget første spadestik til byggeriet af en ny mozzarella-fabrik i den britiske by Devon, hvor produktionen forventes i gang allerede i 2027.

Fra venstre: Jean-Michel Lequin (global vicedirektør for forsyningskæde og teknik og teknologi), Omar Arafa (direktør for Taw Valley-anlægget), David Boulanger (adm. vicedirektør og chef for global forsyningskæde), Fran Ball (vicedirektør for britisk produktion) og Simon Grills (global programdirektør) taget første spadestik til fabrikken i Devon. Foto: Arla Foods UK
Arla Foods i Storbritannien har annonceret, at man har taget første spadestik til den nye mozzarella-fabrik i byen Devon. Et projekt til 179 millioner britiske pund, svarende til 1,5 milliarder kroner.
Arla Foods forventer at begynde produktionen allerede i 2027, og anlægget skal udstyres med avanceret teknologi, der muliggør eksport af mozzarella til det globale marked og særligt til pizzaproducenter.
Som en del af den nye satsning i Devon bliver der skabt over 100 nye stillinger, ligesom Arla planlægger et lærlingeprogram for at tiltrække unge talenter til mejeribranchen.
- Det er en virkelig spændende tid for Arla og for alle vores kolleger i Taw Valley – hvor vi fortsætter med at vise Arla frem som førende inden for britisk mejeriproduktion, siger Fran Ball, vicedirektør for produktionen i Storbritannien, i en pressemeddelelse.
Investeringen i en ny mozzarella-fabrik hænger godt sammen med Arlas regnskab for 2024, hvor man bekræftede, at der ville blive foretaget rekordstore investeringer globalt.
Bas Padberg, adm. direktør i Arla Foods UK, mener, at investeringen styrker eksporten af kvalitetsoste og afregningen til landmændene.