Danskerne må igen betale mere for maden. Ifølge Danmarks Statistik steg inflationen i maj til 1,6 procent – især båret af stigende fødevarepriser, hvor oksekød er blandt de største syndere.

- Det er især chokolade, kaffe og oksekød, som er blandt højdespringerne på prisbarometret, siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i et interview med Avisen Danmark.

Det påpeges, at farten er gået en anelse af prisballonen de seneste måneder, men at det er blevet næsten 30 procent dyrere at besøge supermarkedet i forhold til for fire år siden.

Udviklingen har ikke kun konsekvenser for forbrugerne. Prisstigninger på oksekød påvirker hele værdikæden, fra slagtekvæg og foder til detailled. For producenter og slagterier betyder det øgede omkostninger og skærpede konkurrencevilkår, særligt i eksporten.

Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, peger dog på, at lav inflation relativt til lønvæksten giver forbrugerne luft.

- En gennemsnitlig lønmodtager på det private arbejdsmarked har haft en fremgang i reallønnen på cirka 13.000 kroner det seneste år.

Business