Nyt blod i Vestjyllands Andel: Ung svineproducent valgt som næstformand
Ved repræsentantskabsmødet 11. juni blev Niels Nørgaard udpeget som ny næstformand, mens tre nye profiler trådte ind i bestyrelsen. Formanden kalder holdet for både erfarent og alsidigt.

Arkivfoto: Victor Juul Grønbæk
Vestjyllands Andel har netop sat navn på sin nye næstformand og tre nye bestyrelsesmedlemmer. Det skete i kølvandet på repræsentantskabsmødet den 11. juni 2025, hvor flere poster var på valg.
Den nye næstformand er Niels Nørgaard, en yngre svineproducent og femte generation på slægtsgården Visgaard ved Herning. Udover sin praktiske erfaring fra landbruget har han også en erhvervsjuridisk uddannelse fra CBS.
- Niels har en – i landbrugssammenhæng – alternativ og spændende profil, som har bragt nye perspektiver ind i bestyrelseslokalet. Jeg er glad for, at han vil overtage rollen som næstformand, hvor vi i samspil med en stærk bestyrelse, en stærk ledelse og en dedikeret medarbejderstab skal fortsætte den positive udvikling for Vestjyllands Andel, siger bestyrelsesformand Alex Ostersen i en pressemeddelelse.

Den nye næstformand i VA, Niels Nørgaard. Foto: Vestjyllands Andel
Samtidig blev der valgt tre nye medlemmer til bestyrelsen: Asger Krogsgaard, Hans Christian Lassen og Anders Obling. Sidstnævnte er valgt for en étårig periode.
- I Asger Krogsgaard får vi en virkelig erfaren herre, som kan bidrage med solid knowhow fra sine mange år i Danish Crown og Landbrug & Fødevarer. Anders Obling har ligeledes opbygget en god portion bestyrelseserfaring, og Hans Christian Lassen har tidligere gjort karriere i grovvarebranchen. Så alt i alt en spændende og alsidig trio, lyder det fra Alex Ostersen.
Han ser med optimisme på det samlede hold:
- Det er en enormt spændende kompetencesammensætning, vi har skabt med den nye bestyrelse. Vi står virkelig stærkt, understreger han.
Tre medlemmer træder samtidig ud af bestyrelsen: Dorte Kvistgaard Christensen, Martin Møller Jensen og Jens Peder Bendtsen. Sidstnævnte overlader posten som næstformand til Niels Nørgaard.
- De har alle tre bidraget til udviklingen af et kernesundt Vestjyllands Andel, hvor Jens Peders mangeårige engagement som næstformand naturligvis springer i øjnene. Hans evige loyalitet og rolle som kulturbærer for vores fælles selskab er beundringsværdigt, men heldigvis står nye kræfter klar til at tage over, siger Alex Ostersen.
Vestjyllands Andels bestyrelse består nu af 12 medlemmer.