Seges Innovations årsregnskab for 2024 viser en solid omsætningsvækst og en styrket økonomi. Der er tale om en vækst i nettoomsætningen på 10 procent.

Ifølge en pressemeddelelse peger Seges Innovation selv på, at den øgede nettoomsætning sort på hvidt er et udtryk for, at virksomheden investerer i fremtiden.

”Seges Innovation fortsætter sin strategiske rejse som katalysator for grøn omstilling af dansk landbrug”, lyder det.

Stigningen i nettoomsætning på cirka 60 millioner kroner fordeler sig med cirka 40 millioner kroner i den kommercielle omsætning og 20 millioner kroners stigning i forsknings- og innovationsaktiviteter.

På toplinjen omsatte Seges Innovation for 697,5 millioner kroner, og på bundlinjen er resultatet på 8,4 millioner kroner.

Forventer mere omsætning

Ifølge CFO Carsten Jespersen skyldes det et udviklingsprojekt, som er nedskrevet.

- Men tilfredsstillende i lyset af de risici, der er forbundet med at være innovationshus og understreger behovet for robusthed, siger han.

Budskabet fra CFO’en er, at væksten fortsætter i 2025, og at der forventes en omsætning på 710-730 millioner kroner i 2025.

Han oplyser, at 2024 har været et år med betydelig vækst og vigtige investeringer i viden og løsninger til en balanceret landbrugs- og fødevareproduktion.

- Vi har i den grad kunnet mærke, at implementeringen af grøn trepart kalder på den ekspertise, som vores medarbejdere besidder. Denne økonomiske udvikling giver os mulighed for fortsat at drive innovation og finde nye løsninger, der kan skabe balance mellem bæredygtighed og konkurrenceevne, siger Seges Innovations administrerende direktør, Tom Heron.

Ifølge pressemeddelelsen spiller Tom Heron en central rolle i regeringens nye Vækstteam, som skal komme med anbefalinger til, hvordan man i Danmark fastholder og udvikler et konkurrencedygtigt og bæredygtigt landbrug.

- Gården er landet på mobilen

Seges Innovation har 459 medarbejdere, hvor hovedparten arbejder fra hovedsædet i Agro Food Park, men virksomheden har også lokationer i København, ved Karup J. og i Them, og mange af dem beskæftiger sig med samfundets centrale emner såsom den grønne trepart og udtagning af lavbundsjorde.

Seges Innovation har desuden over 100 softwareudviklere, fordi flere landmænd investerer i digitale løsninger.

- Man kan sige, at gården i den grad er landet på mobilen, tabletten og computeren. Traktoren og de andre landbrugsmaskiner er essentielle for en landmand, men stor dataindsigt og ny faglig viden er lige så centrale ingredienser i en bæredygtig produktion af råvarer og fødevarer, siger Lisbeth Henricksen, Executive Vice President, Innovation, Seges Innovation.

Business