Den hollandske mejerigigant FrieslandCampina, der er en af Arlas største europæiske konkurrenter, leverer et stærkt halvårsregnskab for første halvår af 2025.

Omsætningen steg med 6,4 procent til 6,8 milliarder euro (50,75 milliarder kroner), trods en mindre mængde solgte varer. Driftsoverskuddet voksede med 20,6 procent til 363 millioner euro (2,71 milliarder kroner), mens nettoresultatet landede på 230 millioner euro (1,72 milliarder kroner) – en stigning på 25,7 procent.

Stigningen skyldes især højere salgspriser, et bedre produktmix og besparelser under programmerne »Expedition 2030« og »Performance+«, som alene i første halvår har givet effektiviseringer for 132 millioner euro (985,2 millioner kroner).

Belønner andelshaverne for bæredygtighed

Med den højere omsætning, forbedret driftsresultat og en markant stigning i mælkeprisen på 19,1 procent sammenlignet med året før – 59,66 euro (445,30 kroner) pr. 100 kilogram mælk – kommer halvårsresultaterne mejeriets andelshavere til gode.

FrieslandCampina, som er ejet af ca. 16.000 landmænd i Holland, Belgien og Tyskland, har udbetalt 228 millioner euro, svarende til omkring 1,7 milliarder danske kroner, i bæredygtighedsbonus baseret på leverancer og tiltag gennem 2024.

Beløbet er imidlertid 17 millioner euro (126,9 millioner kroner) lavere end året før og skyldes blandt andet vanskelige driftsforhold, herunder et dårligt grovfoder-år og sygdomsudbrud af bluetongue.

På trods af stigningen i mælkepris blev der ikke udbetalt acontobeløb, og den endelige efterbetaling for 2025 fastlægges først ved offentliggørelsen af årsregnskabet i februar 2026.

Stærke resultater og tæt samarbejde

Også på ledelsesgangen er man godt tilfreds med H1 2025.

Den adm. direktør i andelsmejeriet, Jan Derck van Karnebeek, roser både medarbejdere og andelshavere i forbindelse med regnskabet.

- FrieslandCampina leverede stærke resultater i første halvår af 2025. Råvarepriserne for mejeriprodukter var gode, og den balancerede fordeling af vores forretning på markeder, produkter og kanaler viser sin værdi. Vores styrke ligger i alsidigheden i vores portefølje med stærke mærker og private label-produkter, vores fokus på både B2B og B2C og det tætte samarbejde med vores kunder, siger han i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at selskabet fortsætter med at bidrage til en mere bæredygtig verden. Mejeriet indgik i det første halvår af 2025 et partnerskab med supermarkedskæden Lidl inden for regenerativt landbrug.

Adm. direktør i FrieslandCampina, Jan Derck van Karnebeek. Foto: FrieslandCampina

Adm. direktør i FrieslandCampina, Jan Derck van Karnebeek. Foto: FrieslandCampina

Usikre udsigter for resten af året

På trods af det stærke halvårsregnskab forventer ledelsen et vanskeligere andet halvår af 2025.

- Den fortsatte økonomiske usikkerhed forventes at lægge pres på overskuddet i andet halvår af 2025, hvilket vil føre til et lavere resultat, lyder det fra Jan Derck van Karnebeek.

Forbrugertillid, valutakursudvikling og faldende råvarepriser trækker ifølge andelsmejeriet i en negativ retning. Ikke desto mindre holder man fast i sit mål om årlige besparelser i omegnen af 400-500 millioner euro (2,99-3,73 milliarder kroner) i 2025 i forhold til 2023-niveauet.

RegnskaberBusiness