Dropper salgsplaner: HKFoods vil beholde polsk baconfabrik
Den finske kødkoncern HKFoods har over de seneste år solgt sine virksomheder i Baltikum, Sverige og Danmark, men fabrikken i Polen bliver ikke solgt.

HKFoods havde overvejet at sælge sin baconfabrik i Polen, men de planer er nu droppet. Foto: Colourbox
HKFoods har droppet sine planer om at sælge den polske baconfabrik i byen Swinoujście.
Beslutningen er truffet efter en længere evalueringsperiode, meddeler ledelsen i forbindelse med virksomhedens halvårsregnskab.
- I løbet af de seneste par år har vi gennemgået en større omstrukturering gennem salg af vores virksomheder i Baltikum, Sverige og Danmark. Som en fortsættelse af dette arbejde har vi i løbet af evalueringsperioden foretaget en vurdering af fremtiden for vores polske produktionsenhed, hvilket også omfattede en mulig salgsmulighed, siger Juha Ruohola, adm. direktør i HKFoods, i forbindelse med halvårsregnskabet og tilføjer:
- Som et resultat af denne vurdering besluttede vi at fortsætte den nuværende koncernstruktur, hvor den polske baconenhed fortsat opererer som en del af HKFoods Group.
Den finske virksomhed har investeret i den polske fabrik gennem de seneste år gennem bl.a. investering i en skære- og pakkelinje i 2024. Nu hvor salgsplanerne er sparket til hjørne ser direktøren i stedet frem til at styrke sin position i Polen.
- I de senere år har vi foretaget investeringer i enheden, og den er rentabel. I HKFoods Groups aktiviteter i Finland og Polen fokuserer vi nu på at forbedre konkurrenceevnen i vores kerneforretning og rentabiliteten i vores drift samt på de kommercielle aktiviteter, siger han.
Baconfabrikken i Polen anslås til at have en nettoomsætning på 70 millioner euro i 2025 og beskæftiger cirka 300 medarbejdere.