Familiekoncern investerer halv milliard i skov og skovrejsning i Baltikum
Lars Larsen Group har som led i sin ambition om at bidrage til vækst og værdi i samfundet slået sig sammen med Dalgas om at investere i skov og skovrejsning i Baltikum.

Både hos Dalgas og Lars Larsen Group ser man frem til samarbejdet om investering i baltisk skov. Fotos: Hedeselskabet/Dalgas
500.000.000 kroner.
Så meget vil familiekoncernen Lars Larsen Group over de kommende år bruge på at opkøbe og etablere skovdrift i Baltikum.
Det vil man gøre i samarbejde med Dalgas, en del af Hedeselskabet, og formålet er at skabe en forretning, der giver et solidt finansielt afkast, men som samtidig tager hensyn til klimaet og biodiversitet samt understøtter udviklingen af træprodukter til blandt andet byggeri og møbelindustrien.
- I Lars Larsen Group ønsker vi at støtte – og investere i – en bæredygtig udvikling og fremtid. I Baltikum får vi adgang til attraktivt prissatte skove og ser fordele i, at træindustrien i dette område er velintegreret på verdensmarkedet, siger Daniel Albæk, Executive Vice President og Chief Investment Officer i Lars Larsen Group, i en pressemeddelelse.
Han glæder sig ligeledes over, at investeringen i Baltikum sker i samarbejde med Dalgas, som de seneste mange år har gjort sig gode erfaringer i det område.
- Vi ser frem til samarbejdet med Dalgas, som har leveret flotte resultater i Baltikum igennem mange år, siger han.

Daniel Albæk (tv), Executive Vice President og Chief Investment Officer i Lars Larsen Group, og Torben Friis Lange (th), adm. direktør i Hedeselskabet, der ejer Dalgas.
Godt partnerskab
Lars Larsen Group ejes af familien Brunsborg, der er efterkommere af Lars Larsen, som grundlagde Jysk i 1979.
Koncernen drives i dag i overensstemmelse med familiens grundlæggende værdier som er købmandskab, ansvarlighed og vækst.
Dalgas er omvendt landets største servicevirksomhed inden for det grønne felt, og har ifølge pressemeddelelsen naturen som omdrejningspunkt i alle sine handlinger og beslutninger. Dalgas er ejet af Hedeselskabet, der siden 1866 har arbejdet med og i naturen.
Hos Dalgas udvikler og vedligeholder man alt fra små udearealer til store skove, og man ser store muligheder i partnerskabet med Lars Larsen Group.
- Det er en stor fornøjelse for os i Dalgas at arbejde tæt sammen med en professionel virksomhed som Lars Larsen Group, hvor tilgangen til det gode købmandskab og den grønne omstilling hænger så godt sammen, siger Torben Friis Lange, adm. direktør i Hedeselskabet.
Første investeringer i år
Mens Lars Larsen Group drives ud fra værdierne købmandskab, ansvarlighed og vækst, kan Dalgas bidrage med 160 års erfaring fra arbejdet i naturen.
Det ser Torben Friis Lange ligeledes store fordele i.
- Vi kan bidrage med knap 160 års erfaring i arbejdet med natur og investering i skov. På den måde sikrer vi i fællesskab en løsning, der bidrager positivt – både økonomisk og for naturen, siger han.
Det er planen, at Lars Larsen Group investerer i de første skove i efteråret 2025, og forventningen er, at investeringen vil løbe op i en halv milliard kroner de kommende år.