Efter næsten to årtier som makkerpar i spidsen for handels- og konsulentfirmaet i Skive, Calvex A/S, har Brian Mølgård Pedersen og Niels Jørgen Jacobsen besluttet, at tiden er kommet til at gå hver til sit.

Beslutningen markerer afslutningen på et samarbejde, der har været præget af tillid, udviklingskraft og fælles ambitioner – og som har sat markante aftryk på en af landbrugets mest specialiserede nichevirksomheder.

- Niels Jørgen og jeg har haft et fantastisk samarbejde siden 2006. Han har været en uundværlig sparringspartner gennem mange år – både fagligt og personligt. Jeg skylder ham en stor tak for den indsats, han har lagt i Calvex og for de mange gode snakke, idéer og beslutninger, vi har truffet sammen, siger adm. direktør Brian Mølgård Pedersen i en pressemeddelelse.

Siden 2006 har Calvex ifølge direktøren udviklet sig markant, både som virksomhed og som samarbejdspartner for landbruget.

En virksomhed i konstant udvikling

Calvex blev grundlagt i 1992 som et 100 procent danskejet handels- og konsulentfirma, skabt af Brian Mølgård Pedersen og med fokus på specialprodukter til kvægbranchen. I mere end 30 år har virksomhedens kerneområde været mælkefodring af kalve – et felt, der siden 2008 blev udvidet markant, da Calvex udviklede og lancerede det prisvindende ColoQuick-system.

I dag forhandles ColoQuick-løsninger i det meste af verden, og virksomheden udvikler løbende nye teknologier til behandling og håndtering af råmælk og mælk til kalve i tæt samarbejde med kunderne.

I den periode, hvor Brian Mølgård Pedersen og Niels Jørgen Jacobsen har delt ansvaret, har Calvex gennemgået nogle af sine største forandringer.

- Vi har oplevet store forandringer i branchen og arbejdet side om side gennem både medgang og modgang – fra corona-tiden til genopbygningen efter branden. Det har været en rejse med masser af erfaring og læring, og i dag står Calvex stærkere end nogensinde med et godt hold og klare ambitioner for fremtiden, fortæller Brian Mølgård Pedersen.

Calvex's kerneområde er mælkefodring af kalve. Arkivfoto: Tenna Bang

Calvex's kerneområde er mælkefodring af kalve. Arkivfoto: Tenna Bang

Faktaboks: Calvex A/S

  • Etableret: 1992
  • Ejerform: 100 procent danskejet
  • Udgangspunkt: Startede som engrosvirksomhed med specialprodukter til kvægbranchen
  • Fokusområder:
    • Mælkefodring af kalve
    • Mineral- og vitaminforsyning til malkekøer
  • Udvikling: Blev i 2008 også produktionsvirksomhed med lanceringen af råmælks-håndteringssystemet coloQuick
  • Produktsortiment: Løbende tilpasset og udviklet med fokus på bedste håndtering af kalve
  • Marked: Primært Danmark, men coloQuick-systemet sælges i dag i store dele af verden

Et naturligt generationsskifte

For Niels Jørgen Jacobsen er beslutningen en del af et større skifte i hans arbejdsliv.

- For mig er det en del af et naturligt generationsskifte i mit professionelle liv, og derfor var det nu, det skulle være. Jeg har haft stor glæde af at være en del af Calvex gennem mange år. Brian har været en fantastisk samarbejdspartner – fremsynet og innovativ, med en evne til at udvikle virksomheden og tænke nye løsninger. Det har været både lærerigt og inspirerende at arbejde sammen med ham, lyder det fra Niels Jørgen Jacobsen.

Han fremhæver samtidig den kultur, som har præget virksomheden gennem årtier:

- Jeg har altid været glad for at komme i firmaet – det er et sted med engagerede medarbejdere og en kultur, der minder om en sammentømret familie. Den ånd er noget helt særligt, og jeg er stolt af at have været en del af den, siger Niels Jørgen Jacobsen.

I det seneste regnskab landede Calvex en bruttofortjeneste på 9,2 millioner kroner, mens bundlinjen landede på et underskud på knap 5,6 millioner kroner.

Business