Endnu et slag rammer den tyske kød- og pølsebranche.

EWN Wurstspezialitäten GmbH & Co. KG lukker sin fabrik i Britz i delstaten Brandenburg, og omkring 500 medarbejdere mister deres job. Virksomheden er ejet af Zur Mühlen Group, der er en del af Premium Food Group, bedre kendt som Tönnies-koncernen.

Det skriver det tyske medie, Agrarheute.

Fabrikken blev overtaget så sent som i 2023, men produktionen udfases gradvist og ophører senest 28. februar 2026. Produkterne skal fremover produceres på andre af koncernens anlæg, primært i det østlige Tyskland.

Ifølge ledelsen er beslutningen truffet, fordi der ikke findes et bæredygtigt alternativ. Ledelsen udtaler, at man »efter nøje overvejelse af alle muligheder« er nået frem til, at en lukning er uundgåelig. Det tyske marked for kød og pølser er præget af faldende eller stagnerende salg, hård priskonkurrence og stigende import fra lavomkostningslande.

Samtidig ville investeringer i kølefaciliteter og moderniseringer i Britz have krævet et tocifret millionbeløb i euro uden udsigt til tilstrækkelig produktivitetsgevinst. Der er indgået en social aftale med medarbejderne, som blandt andet omfatter rådgivning og hjælp til jobskifte.

Business