Aarhus Havn – Danmarks største erhvervshavn – satte i 2025 historisk rekord for containeromsætning og cementerer sin rolle som centralt logistikknudepunkt i Nordeuropa. I alt blev 843.665 TEU (tyve-fods containere) håndteret på containerterminalen, opereret af APM Terminals – en fremgang på knap 28 procent fra året før.

Resultatet er nået i et år præget af geopolitisk uro og forstyrrelser i globale forsyningskæder. Samtidig har kapacitetsudfordringer i flere store europæiske havne flyttet godsmængder mod Danmark.

- Jeg glæder mig over de historiske resultater, som dygtige medarbejdere har skabt i tæt samarbejde med operatøren og virksomhederne på og omkring havnen. Det sætter to streger under, at Aarhus Havn er en attraktiv havn og et afgørende knudepunkt for gods og logistik ikke kun i Danmark, men også i europæisk sammenhæng, siger Kåre Clemmesen, interim adm. direktør.

- Flere af de store europæiske havne har haft kapacitetsudfordringer. Det har fået efterspørgslen efter alternativer til at stige. Her har vi i Aarhus et robust og konkurrencedygtigt produkt at tilbyde. Det har blandt andet betydet, at Aarhus Havn har modtaget flere transitcontainere, end vi har gjort tidligere. Samtidig er vores i forvejen stærke rutenet blevet udvidet med nye ruter og skibe, forklarer han.
Den samlede godsomsætning fulgte med op og nåede 11.340.708 ton, hvilket er en stigning på næsten 14 procent.

Foruden at være landets største erhvervshavn er Aarhus Havn også Danmarks største offentlige fast-bulk-havn, hvor korn og foderstoffer samt vegetabilske og mineralske olieprodukter og biobrændsler håndteres.

Business