Grovvareselskab styrker ingrediensforretning med køb af Leipurin
Det svenske grovvareselskab Lantmännen har gennemført købet af Leipurin fra Aspo Oyj. Dermed får man større markedsandel i Nordeuropa, og man styrker sine aktiviteter inden for fødevareingredienser.

Lantmännen har gennemført sit køb af Leipurin fra Aspo Oyj og styrker dermed sin ingrediensforretning. Arkivfoto
Lantmännen underskrev i august 2025 en aftale om at købe Leipurin fra Aspo Oyj, og nu er købet blevet gennemført efter godkendelse af de relevante myndigheder.
Leipurin har aktiviteter i Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen, og har over 100 års erfaring på ingrediensmarkedet og omsætter årligt for cirka 1,6 milliarder svenske kroner (1,1 milliarder danske kroner).
- Købet af Leipurin er en del af Lantmännens fokus på at udvide og styrke værdikæden inden for fødevareingredienser. Med dette opkøb sammen med vores eksisterende forretninger og det nye fokus på ærteproteinproduktion ser vi gode muligheder for at vokse på både eksisterende og nye markeder, siger Magnus Kagevik, adm. direktør i Lantmännen i en pressemeddelelse.
Opkøbet styrker Lantmännens energidivision og skaber muligheder for innovation og vækst inden for fødevareingredienser, herunder plantebaserede proteiner af ærter og hestebønner.
Leipurin vil fortsætte som en separat enhed, men bliver integreret i divisionens strategi for at udvide markedsdækningen og udvikle løsninger til bagerier og fødevareproducenter.
Ledelsen i Lantmännen fremhæver, at kombinationen af Leipurins ekspertise og Lantmännens infrastruktur åbner for langsigtede udvikling, større markedsandel og styrkede tilbud til erhvervskunder i Nordeuropa.
Leipurin har 160 ansatte, som følger med over til Lantmännen.











































