Fra sidestrømme til æg: Svenske høns testes på soja-frit foder
Nyt forsøg med mykoprotein fra fødevareindustriens sidestrømme skal reducere klimaaftryk, styrke ressourceudnyttelsen og mindske afhængigheden af importeret soja i nordisk ægproduktion.

Svensk projekt tester soja-frit hønsefoder med mykoprotein, der kan sænke klimaaftryk og reducere import af protein. Foto: Axfoundation
Foder står for op mod 80 procent af klimaaftrykket i svensk ægproduktion, hvor importeret soja fortsat er en central ingrediens. Et nyt svensk projekt tester nu et alternativ: et soja-frit hønsefoder baseret på mykoprotein fremstillet af sidestrømme fra fødevareindustrien.
Initiativet samler forskere, landmænd og foderproducenter med det formål at reducere miljøbelastningen fra foder.
- Vi har allerede bevist, at fisk kan opdrættes på foder med svenske cirkulære proteiner fra skovbrug, marine og fødevareindustrielle sidestrømme. Nu tager vi næste skridt og demonstrerer, at den samme tilgang også virker til æglæggende høns, siger Christian Sjöland, projektleder i Axfoundation i en pressemeddelelse.
Traditionelt baseres æglæggerfoder på soja og i økologiske systemer også fiskemel, som begge er forbundet med klimaaftryk og biodiversitetstab. Derfor er interessen for alternative proteinkilder stigende.
Mykoproteinet vurderes nu i praksis i forhold til dyresundhed og produktivitet.
- Mykoproteinet er et protein af høj kvalitet med god ernæringsværdi og fordøjelighed. Vi evaluerer nu effekterne på dyresundhed og ydeevne, og det har et stort potentiale som en indenlandsk produceret proteinkilde, siger Emma Ivarsson, lektor i husdyrernæring ved SLU.
Foderet er udviklet i samarbejde med industrien og produceret med teknologi, der kræver begrænset areal og reducerer klimaaftrykket markant.
- Med denne teknologi kan vi producere protein med et meget lavt arealforbrug og et markant lavere klimaaftryk end soja. Det åbner muligheder for en ny indenlandsk proteinindustri og reduceret afhængighed af import, siger Johan Henriksson, adm. direktør og medstifter af Seaqure Labs.
De første æg testes nu i praksis og lanceres i en begrænset periode i Stockholm.








































