Partnerskaber driver dansk økologi foran Sverige
Økologiske brands og detailkæder har skabt et af verdens stærkeste økologimarkeder. Nu søger svenske detailaktører inspiration i den danske model for at få væksten tilbage.

Thises tætte samarbejde med Coop fremhæves som en vigtig årsag til Danmarks stærke økologiske vækst. Arkivfoto
Hvorfor fylder økologien tre gange mere på danske butikshylder end i svenske butikker? Det spørgsmål søgte en delegation fra svensk detailhandel og økologibranche svar på under et besøg i København arrangeret af Økologisk Landsforening og Organic Sweden.
Et af svarene fandt de i SuperBrugsen, hvor mejeriet Thise har udviklet et bredt sortiment af skyr-produkter i samarbejde med Coop. For svenske deltagere illustrerede det, hvordan partnerskaber kan skabe større udvalg og flere valgmuligheder for forbrugerne.
- For os er det meget interessant at se, hvordan de danske butikker ikke kun har én økologisk variant i de enkelte varegrupper, men har varer i forskellige kvaliteter og priser, så også de økologiske kunder har flere valgmuligheder, sagde Tobias Torhell fra ICA Kvantum Malmborgs Tuna i Lund i en pressemeddelelse.
Ifølge Økologisk Landsforenings internationale markedschef, Dennis Hvam, er netop den type samarbejder en central forklaring på Danmarks position som en af verdens førende økologinationer.
- Thises skyr-varianter i Coop er et fantastisk godt eksempel på, hvordan et brand er med til at tage lederskab inden for kategorien af økologiske mejerivarer. Den slags samarbejder er helt inde i kernen af, hvorfor Danmark er en af verdens førende økologinationer, forklarer han.
Danmark havde i 2024 en økologisk markedsandel på 11,6 procent – næsthøjest i verden efter Schweiz. Ifølge rådgiver Paul Holmbeck ligger en væsentlig del af forklaringen i Økologisk Landsforenings rolle som katalysator mellem brands og detailkæder. Nu skal erfaringerne bruges i samarbejdet med svenske ICA-butikker, hvor målet er at udvide sortimentet og genstarte væksten i økologisalget.






































