Danmarks største svineproducent, Martin Lund Madsen, vil udvide sin bedrift med en ny svinefarm syd for Grindsted. Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge mediet er planen at opføre et nyt anlæg syd for Kærbækvej, hvor der i dag ligger en mark. Projektet kræver dog først en endelig miljøgodkendelse fra Billund Kommune, hvor høringsfristen udløber 3. juli.

Martin Lund Madsen ejer i forvejen en svinefarm på Kærbækvej 4. Den købte han sammen med en række andre ejendomme i 2025 for 32,9 millioner kroner. Ifølge JydskeVestkysten er det planen, at den eksisterende svinefarm skal tages ud af drift, når det nye anlæg står færdigt.

Den nye svinefarm bliver væsentligt større end den nuværende. Ifølge JydskeVestkysten ventes anlægget at blive mere end fire gange så stort og skal bestå af otte stalde, en foderlade, fire fodersiloer og tre nye gyllebeholdere.

Kunne ikke udvide eksisterende anlæg

Af udkastet til miljøgodkendelsen fremgår det, at Martin Lund Madsen først undersøgte, om den nuværende svinefarm kunne udvides. Det lod sig dog ikke gøre, fordi lugtkravene til naboer på Skovgårdsvej få hundrede meter derfra ikke kunne overholdes.

Det nye anlæg vil også give mere trafik til og fra ejendommen. Ifølge udkastet ventes antallet af kørsler at stige fra 468 til 1414 om året. Stigningen skyldes blandt andet flere transporter med smågrise, slagtesvin, foder og gylle.

Smågrisene skal ifølge JydskeVestkysten komme fra Martin Lund Madsens egne soejendomme. På Kærbækvej skal grisene opfedes, inden de sendes videre til slagtning.

JydskeVestkysten har forsøgt at få en kommentar fra Martin Lund Madsen, men han har ikke ønsket at udtale sig om sagen.
 

Business