Finsk teknologi skal løfte europæisk produktion af planteproteiner
Happy Plant Protein og Crespel & Deiters har indledt et samarbejde om at bringe en ny tør-ekstruderingsteknologi op i kommerciel skala. Målet er at producere teksturerede planteproteiner af europæisk dyrkede bælgfrugter.

Happy Plant Protein har indgået et samarbejde med ingrediensproducent Crespel & Deiters om at implementere Happy Plant Proteins patenterede tør-ekstruderingsteknologi på produktionsanlægget i Helmond i Holland. Fotos: Happy Plant Protein
Den finske fødevareteknologivirksomhed Happy Plant Protein og den tyske familieejede ingrediensproducent Crespel & Deiters har indgået et samarbejde om at implementere Happy Plant Proteins patenterede tør-ekstruderingsteknologi på produktionsanlægget i Helmond i Holland.
Teknologien gør det muligt at fremstille teksturerede vegetabilske proteiner af blandt andet ærter og hestebønner i en proces. Ifølge virksomhederne giver metoden en enklere produktion, samtidig med, at smag, funktionalitet og råvarekvalitet forbedres.
Anlægget i Helmond bliver den første kommercielle installation af teknologien hos en etableret europæisk ingrediensproducent og skal levere planteproteiner til europæiske fødevarevirksomheder.
- Vi tager Happy Plant Proteins tør-ekstrudering i brug, fordi den tilbyder en moderne, ansvarlig og omkostningseffektiv måde at fremstille ingredienser på. På vores anlæg i Helmond opskalerer vi teknologien med vores ekspertise inden for ekstrudering for at producere funktionelle teksturerede vegetabilske proteiner med en neutral smag baseret på europæisk dyrkede bælgplanter – hurtigere, mere bæredygtigt og tættere på kundernes behov, siger Philipp Deiters, salgsdirektør for Food hos Crespel & Deiters, i en pressemeddelelse.
Samarbejdet er samtidig et led i Crespel & Deiters’ strategi om at udvide forretningen og satse på flere plantebaserede råvarer, mens Happy Plant Protein får sin teknologi bragt op i industriel produktion.
- Dette samarbejde viser, at de store ingrediensproducenter søger nye måder at bringe planteproteiner mere effektivt på markedet. For os er det en bekræftelse af både teknologien og den voksende efterspørgsel efter plantebaserede ingrediensløsninger i Europa, siger Jari Karlsson, adm. direktør og medstifter af Happy Plant Protein.





































