Søren Rasmussen-ejet halmselskab henter ny topchef hos Tican
Henrik Bækstrøm tiltræder 1. september som adm. direktør hos Easy- Agri Care A/S og skal stabilisere driften og åbne nye markeder for virksomhedens biobaserede produkter.

Halmselskabet Easy-Agri Care skal have ny adm. direktør pr. 1. september 2026. Arkivfoto: Tenna Bang
Easy-Agri Care A/S henter sin nye topchef i slagteriselskabet Tican Fresh Meat. Henrik Bækstrøm kommer fra en stilling som afdelingsdirektør og får som hovedopgave at sikre en sund og lønsom drift.
Samtidig skal han stå i spidsen for en vækststrategi, hvor virksomhedens biobaserede råvarer og forædlede restprodukter i højere grad skal sælges til biogas og løsninger til grisevelfærd. På længere sigt ser selskabet også muligheder inden for byggeri, emballage og tekstil.

Henrik Bækstrøm skal som ny direktør gøre Easy-Agri Care lønsom og skabe vækst med biogas og biobaserede løsninger. Arkivfoto: Anne Wolfenberg
- Jeg glæder mig utroligt meget til at overtage roret hos Easy-Agri Care A/S. Virksomheden står på et stærkt fundament med et enormt potentiale. Min absolutte hovedprioritet bliver at skabe en stabil og lønsom drift, så vi har et solidt økonomisk afsæt for vækst. Samtidig ser jeg et kæmpe perspektiv i at tænke vores produkter ind i helt nye industrier som emballage, byggeri og tekstil, hvor efterspørgslen på grønne, biobaserede løsninger er stærkt stigende, lyder det fra den tiltrædende direktør i en pressemeddelelse.
Henrik Bækstrøm har hos Tican arbejdet med komplekse værdikæder, driftsmarginer og markedsudvikling.


































