En øget omsætning på knap 17 procent og et driftsresultat, der er steget med næsten 87 procent.

Første halvdel af 2026 har været et positivt et af slagsen for Wacker Neuson, der netop har udgivet sit halvårsregnskab.

Den tyske producent af maskiner til entreprenør, byggeindustri og landbrug har således hævet sin omsætning i første halvdel af 2026 til 1,256 milliarder euro (9,4 milliarder kroner) fra 1,074 milliarder euro (8,035 milliarder kroner) i samme periode sidste år.

Også på indtjeningen står det klart, at de første seks måneder af året har været positive sammenlignet med sidste år. Driftsresultatet er således steget med 86,6 procent til 104,7 millioner euro (782,7 millioner kroner), og EBIT-marginen er forbedret fra 5,2 til 8,3 procent.

- Første halvår af 2026 markerede en betydelig driftsmæssig forbedring for Wacker Neuson Group. Vores omsætningsvækst førte til en mere end proportional stigning i lønsomheden, siger Dr. Karl Tragl, adm. direktør for Wacker Neuson Group, i en pressemeddelelse.

Landbruget i stor vækst

Wacker Neuson Group blev i 1848 grundlagt i Dresden i Tyskland som et smedeværksted. I årenes løb udviklede det sig til en virksomhed, der især producerer maskiner til entreprenører. Inden for de senere år er maskiner til landbruget også blevet en del af porteføljen.

I rapporten fra halvårsregnskabet står det klart, at virksomhedens kompaktmaskiner var den største vækstmotor med en øget omsætning på 25,9 procent til 742,5 millioner euro (5,6 milliarder kroner). Det fremgår ligeledes, at salget af teleskoplæsere, hjullæsere, gravemaskiner og dumpere har haft en positiv udvikling i løbet af det første halvår.

Det samme har landbrugsforretningen, som er vokset markant i starten af 2026. Omsætningen fra landbrugsmaskiner er således steget med 50,7 procent og lander i det første halvår på 298,2 millioner euro (2,2 milliarder kroner). Det er tilfældet, selvom det europæiske marked for landbrugsmaskiner har været på et lavt niveau.

- Særligt positive var udviklingen inden for kompaktmaskiner, den robuste efterspørgsel i Europa og Nordamerika samt den stærke vækst i vores landbrugsforretning, lyder det fra direktøren.

Omsætningsfremgangen i Europa lød i første halvår af 2026 på 17,7 procent, mens omsætningen steg 16 procent i Nordamerika og 5,5 procent i Asien.

Høje forventninger

Den 17. juli 2026 offentliggjorde Wacker Neuson, at man havde valgt at opjustere forventningerne til indeværende regnskabsår. I forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet gør man det klart, at forventningerne bliver fastholdt.

- Da ordretilgangen er blevet svagere, og den geopolitiske usikkerhed fortsat består, er vi forsigtigt optimistiske for de kommende måneder efter et stærkt første halvår. På den baggrund fastholder vi vores forventninger til regnskabsåret 2026, som blev opjusteret den 17. juli, siger Dr. Karl Tragl.

I pressemeddelelsen fremgår det, at Wacker Neuson Group forventer en årsomsætning på mellem 2,3 og 2,4 milliarder euro (17,2 og 17,9 milliarder kroner), mens forventningen er, at EBIT-marginen vil være på mellem 7-8 procent.

BusinessRegnskaber