Dansk landbrug står netop nu over for omfattende udfordringer og omstillinger i de kommende år.

Der bliver truffet politiske beslutninger, som har skabt stor usikkerhed i og omkring landbruget.

Dansk Maskinhandlerforening har i en pressemeddelelse beskrevet, at beslutningerne ikke kun får betydning for landmændene. Det erhvervsmæssige økosystem omkring landbruget, herunder maskinhandlere, leverandører, servicevirksomheder og producenter, vil også blive påvirket af de politiske beslutninger.

På mandag indkalder Landbrug & Fødevarer til stormøde i Odense, og her opfordrer Dansk Maskinhandlerforening sine medlemmer til at møde op og sende et tydeligt signal om opbakning til et erhverv, der har stor betydning for dansk beskæftigelse, eksport og vækst.

- Landbruget er en af Danmarks vigtigste erhvervsmæssige styrkepositioner, og vores medlemsvirksomheder er en central del af værdikæden. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen og viser opbakning til dansk landbrug i en tid, hvor erhvervet oplever stor usikkerhed om de fremtidige rammevilkår, siger Troels Jensen, formand for Dansk Maskinhandlerforening.

Brug for solidt grundlag

Dansk Maskinhandlerforening understreger, at det er en nødvendighed, at politikerne foretager stabile og langsigtede beslutninger.

- Uanset politiske holdninger er det afgørende, at dansk landbrug og de tilknyttede erhverv kan planlægge investeringer og udvikling på et solidt grundlag. Det kræver klare og forudsigelige politiske rammer, der bygger på fakta, dokumentation og evidens, siger han og fortsætter:

- Ingen virksomheder kan investere langsigtet, hvis rammevilkårene ændrer sig markant fra valgperiode til valgperiode.

Ifølge Dansk Maskinhandlerforening er behovet for politisk stabilitet afgørende for både den grønne omstilling og erhvervets konkurrenceevne.

- Den grønne omstilling kræver investeringer i ny teknologi, maskiner og innovative løsninger. Det er investeringer, som ofte rækker mange år frem. Derfor har hele erhvervet brug for bedre og langsigtede politiske aftaler, der sikrer arbejdsro og forudsigelighed. Kun på den måde kan virksomheder og landmænd træffe de beslutninger, der skal bringe dansk landbrug sikkert ind i fremtiden, siger Troels Jensen.

Business