Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Efter mere end 50 års drift er det slut for Højlund Mølle.

Den fynske familievirksomhed med hovedsæde i Gudbjerg er gået konkurs og har lukket sine butikker. Det oplyste virksomheden fredag den 2. oktober.

Højlund Mølle har foruden hovedsædet drevet butikker i blandt andet Glamsbjerg og Tarup. Virksomheden har solgt blandt andet dyrefoder og rideudstyr, mens træpiller har været en central del af forretningen.

Virksomhedens historie går tilbage til 1971, hvor møllen blev købt af den nuværende ejer Henrik Bjerggaard Hansens oldefar. Henrik Bjerggaard Hansen overtog selv virksomheden i maj 2017 og blev dermed fjerde generation i den familieejede forretning.

Med konkursen er aktiviteterne på de fynske lokationer nu ophørt, og endnu en mangeårig familieejet handelsvirksomhed forsvinder fra markedet.

- Vi vil gerne sige en stor og hjertelig tak til alle jer, der har handlet hos os og støttet os gennem tiden. Det har betydet utrolig meget, lyder det i et Facebook-opslag fra virksomheden.

Konkursen sætter dermed punktum for en virksomhed, der gennem mere end et halvt århundrede har været en del af det fynske erhvervsliv.

Business