En studietur til Tanzania for to år siden gjorde et stort indtryk på 28-årige Marianne Duijm. I dag producerer hun frugtkarameller af den bæredygtige slags i Casju, som hun stiftede med en medstuderende for to år siden for at bekæmpe madspild og gøre en forskel for de lokale landmænd i det østafrikanske land.
Det er juli 2018, og der er bagende varmt på cashewplantagen i Tanga i Tanzania, hvor Marianne Duijm er på besøg med studiekammeraten Camilla. Hun har rejst over 7.000 kilometer for at undersøge værdikæden bag cashewnødproduktionen, som også vil vise sig at blive omdrejningspunktet for den Design og Innovation-studerendes specialeafhandling efterfølgende.