Større plus hos sjællandsk New Holland-forhandler
Slagelse Maskinforretning kommer ud af 2022 med et årsresultat på mere end fem millioner kroner.

Torben Nielsen (til venstre) og Niels Lauritzen er begge indehavere af Slagelse Maskinforretning. Torben Nielsen er dog direktør og daglig leder. Arkivfoto
Den vestsjællandske maskinhandler, Slagelse Maskinforretning, leverer sin bedste bundlinje i flere år. Det fremgår af maskinforretningens nyligt udsendte årsregnskab, der dækker størstedelen af 2022.
Bundlinjen er blevet hævet med cirka 50 procent og stiger fra 3,5 millioner kroner til lige over fem millioner kroner. En højere bundlinje er ikke set siden 2008. Selskabet oplyser ikke omsætning, men bruttofortjenesten er blevet øget fra 12,2 millioner kroner til 14,1 millioner kroner.
Slagelse Maskinforretning forhandler landbrugs- og entreprenørmaskiner fra New Holland samt redskaber fra Kverneland. Slagelse Maskinforretning er den ene af blot to maskinhandlere på Sjælland, der endnu sælger Kverneland-udstyr, da Kverneland Group Danmark tidligere på året valgte at konsolidere sit forhandlernet i området, så man fremover kun forhandlede og servicerede gennem Røstofte Maskiner og Slagelse Maskinforretning.
Ejet af medarbejdere
Den sjællandske maskinhandler har desuden et samarbejde med konkurrenten Sivertsen Maskiner, der holder til i Roskilde, om en fælles serviceindsats af New Holland-maskiner. Et samarbejde, man indledte for at opnå en række synergieffekter.
Slagelse Maskinforretning A/S blev grundlagt i 1981 af Saxonia A/S i Ringsted under navnet Ringsted Traktorcenter.
I 1987 flyttede man til nybyggede lokaler i Slagelse og ændrede navn til Fiatagri Slagelse Ringsted. I 1994 købte medarbejderne firmaet og antog navnet Slagelse Maskinforretning A/S.
I dag er der to i ledelsen. Medindehaver Niels Lauritzen og medindehaver Torben Nielsen som også er direktør og daglig leder.
Slagelse Maskinforretning foreslår i sit årsregnskab at udlodde tre millioner kroner til ejerne. Egenkapitalen stiger med cirka to millioner kroner og lander på 29,5 millioner kroner.