28 millioner kroner til forskning i droner og naturbevarelse

Nu skal Syddansk Universitet stå i spidsen for det interdisciplinære forskningsnetværk WildDrone, der vil undersøge, hvordan autonome droner kan bruges til naturbevarelse.

- Det vil revolutionere måden, man bedriver naturbevarelse. Intet mindre.

Det er i hvert fald ifølge Syddansk Universitet ambitionen bag det nye stort anlagte forskningsnetværk WildDrone, som universitetet står i spidsen for.

Netværket har fået 3,7 millioner euro – eller knap 28 millioner danske kroner – i støtte fra EU, den britiske forskningsfond UK Research and Innovation (UKRI) og det schweiziske sekretariat for uddannelse og forskning (SERI). 

Dansk koordinator

Med i netværket er ikke færre end 19 partnere, heriblandt en række europæiske og afrikanske universiteter, adskillige forskningsinstitutioner, naturreservater, interessereorganisationer, private virksomheder og store globale aktører som BBC. Selve forskningen kommer til at foregå både i Europa og Afrika. 

Og forskeren, der skal koordinere det hele, er professor Ulrik Pagh Schultz Lundquist fra dronecenteret på Syddansk Universitet i Odense. 

- Kort sagt går WildDrone ud på at samle tre forskellige fagområder: Biologi, droneteknologi og computer vision. Målet er at udvikle droneteknologien, så den kan blive mere nyttig inden for naturbevarelse, siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist. 

Læs også