Et halvt år efter at have overtaget Skallebølle Slagtehus gør slagtermester Danny Millek status. Og det er en tilfreds slagtermester, der glæder sig over kvalitet og nye tiltag, men som samtidig håber på mere økonomisk ro i fremtiden.
Der er ventende kunder, allerede før butikken åbner. Smilende kunder, der ikke ser ud til at have travlt, men blot forventningsfulde glæder sig til at udforske slagterbutikken for dagens gode tilbud.
- Vi er heldige, at det tit ser sådan her ud, lyder det fra slagtermester Danny Millek, der siden september 2022 har ejet og haft det overordnede ansvar for Skallebølle Slagtehus.
Nye tiltag godt modtaget
Og overordnet set går det godt. Slagtermesteren er taknemmelig og glad for kundernes opbakning og de nye tiltag, der er sat i søen siden overtagelsen, er blevet taget godt imod.
- Vi er lykkedes med mange ting. Vi har på butiksfronten sat nye tiltag som færdigretter, smørrebrød og specialpølser som mortadella og smørbar leverpølse i gang. Det er der, vi differentierer os. At varen er lavet med kærlighed til håndværket.
Danny Millek fremhæver også et nyligt afholdt grillarrangement, hvor det var muligt at smage de forskellige pølser.
- Her var oplevelsen, at flere blev overbevist om den høje kvalitet og bedre smag. I hvert fald er salget steget, siger han med et smil.
Faste engros-aftaler
Slagtermesteren underkender ikke letheden i at købe de kødprodukter, man skal bruge, når man alligevel er i supermarkedet. Af samme årsag er der indgået samarbejde med to Spar-butikker i henholdsvis Vissenbjerg og Rynkeby.
- Det er et samarbejde, vi er meget glade for. De er gode aftagere og en nogenlunde kendt fast indtægt, siger han og indskyder, at der også er lavet fast aftale med et firma, der laver varm mad til pensionister.
»Skallebølle-brandet«
- Vi vægter meget højt at få »Skallebølle-brandet« ud. At vi vægter smag og kvalitet højt samtidig med, at dyrene, vi slagter, har gået på marker i lokalområdet.
- Vi slagter stadig for andre, vi er et slagtehus, men vi får mere og mere fokus på at slagte og sælge egne dyr.
Holder fast i grundstammen
Skallebølle Slagtehus har eksisteret gennem mange år og har en god solid kundekreds, der er blevet keret om gennem årtier.
- Jeg har overtaget en virksomhed, der er bygget på en god solid base. Derfor holder vi også fast i grundstammen i det at drive slagterforretning. Men vi følger også med tiden og udvikler os. Så det er en spændende proces, siger Danny Millek, der dog ikke lægger skjul på, at det også er en hård tid, hvor eksempelvis flere af de uundværlige maskiner, desværre har været nødvendige at udskifte.
- Økonomisk holder vi tungen lige i munden her de første år. Men det skal nok gå. Jeg har nogle fantastiske ansatte, der yder deres bedste hver dag. Så vi ser lyst på fremtiden.
Kvalitet og historie
Den positive forventning bygger Danny Millek især på slagtehusets direkte vej fra jord til bord.
- Kvaliteten består længe efter, at prisen er glemt, siger han og glæder sig over, at der også er etableret et samarbejde med restaurant »Under Lindetræet« i Odense fra sidst i maj.
- Den aftale er kommet i hus på grund af kvalitet og historien om håndværket og fortællingen om, hvor dyrene kommer fra.
- Det er sådanne samarbejder, der gør selv de sure dage og de økonomiske udfordringer det hele værd.
- Vi kan ikke producere lige så billigt som Danish Crown, men vi er tæt på, og så kan vi fortælle den gode historie, der er gennemskuelig omkring dyrene. Det er derfor også meget vigtigt for os at beholde fokus på de lokale varer. Vi har så meget godt kød gående her ude på markerne omkring. Det er fantastisk.
Drøm om sund forretning
Den unge slagtermesters drøm er beskeden.
- Jeg vil gerne, at vi kommer derhen, hvor vi kan skabe en sund forretning. Der skal ro på det at være selvstændig, og det kommer der, når vi kommer på plads med en økonomi, der balancerer. Jeg har 15 mand beskæftiget. Det vil jeg gerne blive ved med.
- Jeg kan se, at der er behov for os, så det skal lykkes, slutter Danny Millek, imens han stråler af en god blanding ydmyghed, vilje, evner, drøm og gåpåmod.
Skallebølle Slagtehus
15 ansatte:
7 slagtersvende
2 i pølsemageriet
1 pakker
2 i butikken
1 chauffør
1 lærling
1 flexjobber på skæreholdet