Kartoffelmelsfabrik laver »meget tilfredsstillende« resultat

Andels-Kartoffelsfabrikken Danmark fik i sit første hele regnskabsår en omsætning på mere end en milliard kroner. 8,3 millioner tønder kartofler blev forarbejdet på de to fabrikker.

8,3 millioner tønder kartofler blev der forarbejdet på de to fabrikker i løbet af regnskabsåret. Her ses de fremmødte til generalforsamlingen i Helle Hallen. Fotos: AKD

AKD (Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark) afholdt ordinær generalforsamling for regnskabsåret 2022/2023 i torsdags, hvor bestyrelsesformand Viggo Conradsen kaldte årets resultat for »meget tilfredsstillende«, da han aflagde beretning.

- Vores to fabriksanlæg har i alt forarbejdet 8,3 millioner tønder kartofler, hvilket er en stigning på over 20 procent i forhold til sidste år. Samtidig er omsætningen steget fra sidste års 822 millioner kroner til i år at runde milliarden, og ender på 1.057 millioner kroner.

- Produktionen er forløbet godt på begge anlæg, og det har alt i alt resulteret i, at vi har været i stand til at betale en fornuftig afregning til vores andelshavere. Det er en meget positiv udvikling i vores første hele regnskabsår efter fusionen, fortalte Viggo Conradsen med henvisning til, at det var anden gang, AKD kunne afholde ordinær generalforsamling efter fusionen mellem de to andelsselskaber AKM i Brande og AKS i Toftlund i februar 2022.

- Vores to fabriksanlæg har i alt forarbejdet 8,3 millioner tønder kartofler, hvilket er en stigning på over 20 procent i forhold til sidste år

Viggo Conradsen, formand, AKD

Problemer med frosne kartofler

Det er dog ikke fordi, at der har manglet udfordringer for AKD, der oplevede en del problemer med frosne kartofler mod slutningen af kampagnen, hvor vejret på kort tid slog om i frost, forklarede formanden.

- Nu, hvor kampagnen er godt overstået, kan man desuden næsten glemme, at vi konstant levede med risikoen for, at der med få dages varsel kunne blive lukket for den naturgas, som er en forudsætning for, at fabrikkerne overhovedet kan producere – uden energi, ingen produktion af kartoffelmel. Og den trussel eksisterer også fremover, slog Viggo Conradsen fast.

Derfor har AKD investeret massivt i tiltag, der øger muligheden for at anvende forskellige typer energi, og samtidig er der fokus på den grønne omstilling. Det sker blandt andet igennem flere projekter, der skal resultere i etablering af vedvarende energi i form af vindmøller og solceller.

Bestyrelsen har konstitueret sig uændret med Viggo Conradsen som formand og Henning Thybo som næstformand.

Generalforsamlingen fandt sted i Helle Hallen i Årre. Der var cirka 200 fremmødte andelshavere.

Læs også