Efter et stort underskud i 2021 kommer Tican ud med 30 millioner kroner i overskud i 2022 – trods færre grise.
Det Tönnies-ejede slagteri Tican leverer igen sorte tal på bundlinjen med et overskud på 30,2 millioner i 2022, fremgår det af en pressemeddelelse fra slagterikoncernen, der er landets næststørste.
Det tocifrede overskud kommer efter et mere eller mindre katastrofalt 2021, hvor koncernen, der har hovedkvarter i Thisted, fik et minus på 257,52 millioner kroner.
Antallet af danske slagtninger når historisk lavpunkt
- Regnskabsåret 2022 har på mange områder været et udfordrende år. Et år, hvor vi har haft et skifte på den øverste post. Vi har haft stort fokus på ændret salg og produktmiks, så vi løbende har kunnet tilpasse os markederne. Vi har overtaget aktiemajoriteten i Moesgaard Meat, og i begyndelsen af 2023 har vi overtaget ejerskabet af Tican-Rose GmbH, Tyskland, med 100 procent, som vi tidligere ejede 50/50 sammen med HKScan. Dette til trods har vi med årets resultat formået at vende et større underskud til et overskud for hele koncernen. Vi er lykkedes med en tilpasning af strategien og har fået opgraderet vores slagteri i Brørup, udtaler Steen Sønnichsen, der er midlertidig direktør efter, at han som bestyrelsesformand var med til at fyre den tidligere administrerende direktør Sebastian Laursen i marts 2022 på grund af et ændret strategisk fokus i koncernen.
Toplinjen steg
Slagterikoncernens omsætning steg med 300 millioner kroner – svarende til cirka 4 procent – i regnskabsåret, hvilket primært skyldes de højere svinepriser. Den samlede toplinje landede således på 8,6 milliarder kroner, selvom antallet af slagtninger landede på 3,5 millioner grise, svarende til 517.000 færre grise end i 2021. Samlet set slagtede koncernen cirka 12 procent færre grise end året før.
- Griseproduktionen i Danmark er stærkt faldende. Det har medført flere slagtninger af søer, hvilket har påvirket vores datterselskab Moesgaard Meat positivt. Samarbejdet med Moesgaard Meat er i 2022 forstærket, idet Tican Fresh Meat A/S har overtaget aktiemajoriteten, hvilket er et yderligere aktiv for vores leverandører, lyder det fra Tican.
- Derimod har vores engelske forædlingsselskaber i særdeleshed mærket den økonomiske afmatning hos den engelske forbruger, hvilket har betydet svære vilkår for afsætningen, med et utilfredsstillende resultat.
Nedgang rammer
Ud over slagtning vil Tican i fremtiden fortsat fokusere endnu mere på optimering af virksomheden og udbygge ekspertisen på området for bæredygtighed.
Dermed ikke sagt, at det bliver nemt.
- Nedgangen i svineproduktionen rammer selvfølgelig også Tican, derfor er det yderst vigtigt, at vi fortsat sikrer vores råvarer gennem et godt og tillidsfuldt samarbejde med vores landmænd som partnere, siger Steen Sønnichsen.
Den nye ledelse i Tican Fresh Meat A/S har derfor ekstra stort fokus på fortsat at sikre leverancer til koncernens to slagterier i Thisted og Brørup, samt til so-slagteriet Moesgaard Meat, fremgår det af pressemeddelelsen.