Bornholmsk landmand ærgrer sig over dansk enegang

Medfinansieret af Den Europæiske Union

De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

Peter Riis Sonne kan ikke lade være med at ryste på hovedet og skære en grimasse, da han viser rundt på hvedemarkerne med udsigt til Østersøen.

- Det giver simpelthen ingen mening, at der skal være så stor forskel på, hvordan de gør det, og hvordan vi gør det, siger den bornholmske landmand – og peger mod nord i retning af Sydsverige på den anden side af det blå hav.

- Derovre, kun 40 kilometer væk, belønner myndighederne landmænd for at dyrke marginaljorden op og for at producere flere grise. Herhjemme gør man til gengæld alt, hvad man kan, for at begrænse fødevareproduktionen – ja, de beder os endda om at plante skov på god landbrugsjord. Det er nabolande, og begge nationer er en del af EU. Man gør det stik omvendte af hinanden. Det er jo helt skørt, tilføjer Peter Riis Sonne.

Slagtesvinene bliver på øen

Den 51-årige indehaver af Dalegård er gift med Kristina. Husstanden tæller tre sammenbragte børn i alderen 16 til 18 år plus en 12-årig plejesøn.

Han overtog bedriften lidt nord for Hasle i fri handel tilbage i 2006. Peter Riis Sonne er vokset op i en landbrugsfamilie inde i Rønne og har på de 20 år skabt en pænt stor virksomhed her på Kumlehøjvej. I dag producerer hans i alt 900 søer et sted mellem 38.000 og 39.000 grise årligt, ligesom han og de syv medarbejdere ligeledes dyrker korn, raps og græsfrø på et areal, der efterhånden breder sig over 430 hektar.

- Jeg sælger 30 kilos grise, og de afsættes alle sammen til slagtesvineproducenter her på øen. I sidste ende slagtes de hos Danish Crown i Rønne, fortæller den konventionelle landmand.

Peter Riis Sonne er formand for landboforeningen Bornholms Landbrug. Klippe- og solskinsøen huser ikke færre end 60 griseproducenter og omkring 20 sohold. Der menes at være 40 egentlige slagtesvineproducenter samt i omegnen af 15 rene planteavlere på Bornholm.

- Og så må du endelig huske at nævne de 14 lokale mælkeproducenter, indskærper han med et venligt men bestemt smil over for den gæstende journalist.

- De leverer mælk til deres eget andelsmejeri i Klemensker ikke langt herfra. Langt hovedparten af den indvejede mælk går til osteproduktion, ikke mindst mejeriets verdensberømte blåskimmelost, lyder det fra Peter Riis Sonne.

Østøtte til bornholmere

De bornholmske landmænd får lidt mere i hektarstøtte end deres kolleger inde på fastlandet i både Danmark og Sverige på den anden side af vandet. Denne østøtte og ekstra tilskud skyldes, at EU gerne vil bakke op om lokal fødevareproduktion, og pengene dækker da også nogle af de reelle meromkostninger ved at være landmand på en ø, understreger den lokale landboformand:

- Dels har vi øgede fragtomkostninger, når vi får varer leveret her til Bornholm. Alene sådan noget som sojaskrå bliver 8-10 kroner dyrere pr. 100 kilo. Dels ligger gevinsten omkring 15 kroner under en typisk sjællandsk planteavler, når en tønde korn skal sendes den modsatte vej og væk fra øen, fortæller han.

- Det skal dog siges, at det giver mere værdi for mig og mange af mine kolleger i det animalske landbrug at putte kornet gennem en gris. Der er ikke meget at tjene for en planteavler ved at sælge til DLG, og det giver en vis form for forsyningssikkerhed selv at skabe foderet, som Peter Riis Sonne formulerer det.

EU og EU-støtte er han generelt positiv over for. Hvis altså bare politikerne kunne holde sig i skindet og ikke så sig nødsaget til ustandseligt at blande sig med for meget politik:

- Mange glemmer, at støtten jo blev etableret for at sikre en både stabil og stor fødevareproduktion her i Europa oven på Anden Verdenskrig. At midlerne så også med tiden har kapitaliseret sig i jordpriserne, må vi leve med, siger han.

- I dag er udgangspunktet for støtten, at samtlige lande i EU har lige konkurrencevilkår inden for et indre og frit marked. Overordnet set er jeg tilhænger af varernes fri bevægelighed, og så er jeg sådan set ligeglad med, om det er med eller uden støtte. For min skyld kunne man godt afskaffe hektarstøtten og lade det fungere på rene markedsvilkår og frihandelsaftaler. Men så skal det selvfølgelig ske i hele EU, så det ikke sætter enkelte nationer dårligere end andre, betoner indehaveren af Dalegård.

Når Peter Riis Sonne helst var alt for megen politisk indblanding foruden, handler det blandt andet om den øgede danske fokus på halekupering:

- Jeg er helt med på, at halekupering er forbudt i hele EU, men i praksis er både polske og tyske landmænd undtaget takket være dispensationer. Og tro mig: Dernede er de altså ikke glade for grise med hele haler. Så ved at gå enegang i Danmark forhindrer nationale særregler varernes fri bevægelighed og ødelægger vores smågriseeksport. Det er fint nok at tro, at vi som såkaldt foregangsland kan få de øvrige EU-lande til at komme haltende bagefter. Men i virkelighedens verden burde vi have lov til at producere det, som handelspartnerne efterspørger, mener han.

Stolt af erhvervet

At landbrugsstøtten med tiden også er blevet til delvis landdistriktsstøtte, begræder formanden for Bornholms Landbrug ikke:

- Jeg har det faktisk rigtig fint med, at nogle lande – med små og noget mere ineffektive bedrifter end dem, vi har herhjemme – i høj grad bruger EU-midlerne til at støtte livet ude på landet. Det nytter jo ikke noget, at vi alle sammen flygter ind til byerne og efterlader nogle få særlinge i de tyndt befolkede egne. Det er naturligt, at støtten også bruges til andre ting nu, hvor fødevareproduktionen her på kontinentet trods alt har et nogenlunde acceptabelt niveau, siger han.

Peter Riis Sonne er ikke umiddelbart i tvivl om, at han skal være selvstændig landmand her på vestsiden af Bornholm arbejdslivet ud:

- Jeg føler, at det har en kæmpestor berettigelse at producere det mest basale, mennesker har behov for. Det er jeg i store træk ret stolt af, siger han.

Jeg føler, at det har en kæmpestor berettigelse at producere det mest basale, mennesker har behov for

Peter Riis Sonne, landmand