Efter en budrunde hos kurator har Bæredygtigt Landbrug købt aktiviteterne hos den konkursramte vidensdelingsplatform Farmbrella.
Farmbrella Aps, agrosektorens største digitale vidensnetværk, blev i slutningen af november erklæret konkurs efter i nogle år at have været en aktiv medspiller i hele landbrugsklyngen med vidensdeling, fokuseret mødeaktivitet, netværkssamarbejde, bestyrelsesuddannelse, softwareudvikling og meget mere.
- Bæredygtigt Landbrug ser Farmbrella og tankerne omkring konceptet som en spændende mulighed for at videreudvikle og udbrede vores nuværende faglige arbejde. Vi ønsker at udvikle og at drive en del af de levedygtige aktiviteter videre, ligesom vi vil markedsføre nye produkter og ydelser under det kendte navn. Det gælder specielt den digitale netværksplatform, da netop digitalisering er vejen frem i landbrugets fokus på at udvikle mere bæredygtigt. I Bæredygtigt Landbrug har vi viden og knowhow til at fremtidsudvikle her, lyder det fra direktør Kim Koch, Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.
Kurator håber på hurtigt salg af Farmbrella
Bæredygtigt Landbrug har derfor købt aktiviteter fra Farmbrella Group. Det drejer sig primært om goodwill og navnet Farmbrella, logo, domænenavnet/hjemmesiden af samme navn, netværksaktiviteterne, bestyrelsesuddannelsen, kundedatabasen, software etc.
- Bæredygtigt Landbrug er sammen med sine medlemmer inde i en rivende udvikling for at sikre medlemmernes rammevilkår. Dette køb er en mulighed, for at agere på nye måder med endnu en kanal med netværk i og uden for landbrugssektoren. Det er en digital kanal, hvor der kan skabes dialog og samarbejde både internt med medlemmer, men også med aktører i finansverden og i industrien, siger næstformand Niels Hauge Mikkelsen, Bæredygtigt Landbrug, og fortsætter:
- Bæredygtigt Landbrug sætter sin egen retning med fokus på medlemmernes rammevilkår, og ligesom optagelsen af Grundvandsforeningen er dette køb et naturligt næste skridt i vores strategi til gavn for vores medlemmer og i forlængelse af ansættelsen af direktør Kim Koch. Vi har fået nogle udviklings, kommercielle og digitale kompetencer i huset, som vi kan udnytte til gavn for vores medlemmer, kunder og de danske landmænd generelt. Det er indenfor faglig- og juridisk rådgivning, ESG, opmåling af vandløb og vores unikke Carbonspace CO2-monitorering. Købet af Farmbrella giver os nu en ny platform at drive forretning og kommunikere på.