Arla Foods har truffet beslutning om at lukke Tistrup Mejeri og overflytte produktionen til Taulov Mejeri. Denne lukning skyldes, at mejeriet i Tistrup er af ældre dato og vil kræve betydelige investeringer for at opfylde fremtidens standarder for sikkerhed, arbejdsmiljø og kvalitet.
Mejeriet er Danmarks ældste mejeri, der stadig er i produktion og har produceret mejeriprodukter siden 1883.
Andelsmejeriet forklarer samtidig, at produktionsmængderne fra Tistrup har været faldende i de seneste år, og den ledige kapacitet på Taulov Mejeri vil kunne udnyttes. Hovedparten af de oste, som i dag produceres på Tistrup Mejeri, færdigmodnes på Taulov Mejeri, hvorved denne transport også kan spares væk, samtidig med at CO2-udledningen reduceres.
Lukningen betyder imidlertid, at der vil blive nedlagt 25 stillinger pr. første kvartal 2026. Arla vil gøre en indsats for at tilbyde de berørte medarbejdere arbejde på andre Arla-lokationer.
Medarbejderne er blevet informeret om, at produktionen vil blive flyttet i løbet af 2025 frem mod endelig lukning i starten af 2026.
Tine lukker to mejerier