Den fynske gårdejer Erik Larsen fortæller, at hans handelsstrategi har hjulpet ham til også at erkende, at det er nødvendigt at afsøge markedet for de bedste tilbud.
- Jeg er blevet bedre til at indhente flere forskellige tilbud, når jeg handler. Jeg har nok været for trofast førhen, siger gårdejeren. Han sammenligner nu den reelle netto-pris på forskellige tilbud ved hjælp af værktøjet »Tjekprisen« på AgroMarkets.dk.
- Jeg troede ikke, at det ville flytte så meget, men det kan det. Jeg kan tjene 50.000 kroner i en handel ved at tjekke tilbudspriser, fortæller han.

Vigtigt fokus

Virksomhedskonsulent i Centrovice, Dennis Andreasen, er enig i, at timelønnen kan være høj ved at finde det bedste tilbud.
- Når vi ringer rundt til abonnenterne, guider vi dem til hvilke firmaer, der har de bedste priser. Det kan have stor betydning. Det så vi senest, da der var købssignal på gødning. Der var to firmaer ude med priser, der lå 30 kroner over prisen fra et tredje firma. Og vi ser mange andre tilfælde, hvor forskellen mellem udbydernes priser betyder mange tusinde kroner på bundlinjen, siger Dennis Andreasen.
Han fortæller, at beregninger foretaget af Centrovice viser, at bare én dårlig handel kan sluge fortjenesten af hele fire års effektivitetsstigninger på bedriften.
- Med andre ord: Ved blot at lave én dårlig handel kan du sætte fire års arbejde med at øge effektiviteten og forbedre økonomien på bedriften over styr på et splitsekund. Så bare én dårlig handel kræver rigtig mange gode handler for at opveje tabet, siger konsulenten.

Er tjent hjem

Erik Larsen er enig.
- Der skal bare én god handel til, så er mine omkostninger til handelsstrategi-aftalen tjent hjem. Og det er jeg sikker på, at jeg allerede har gjort.

Handelsstrategi
● En handelsstrategi er et sæt regler, der foreskriver hvad, hvornår og hvor meget, der skal købes og sælges
● Handelsstrategien giver dig mulighed for at nedbringe risikoen ved at handle samt reagere på markeds-trenden, så du opnår en bedre pris på den lange bane
● Omdrejningspunktet i en handelsstrategi er, at du træffer beslutninger om køb og salg i overensstemmelse med markedstrenden frem for på mavefornemmelser, og at du delkøber frem for at sætte alt på ét bræt
Kilde: Centrovice