I januar i år trodsede L&F Centrovice den frosne jord, da formanden, Torben Povlsen, tog det første spadestik til en ny tilbygning på landboforeningens adresse på Damsbovej i Vissenbjerg.
Allerede i starten af september blev det færdige byggeri så overdraget til L&F Centrovice, og i sidste uge blev det officielt indviet.
- Vi skal følge med udviklingen, og den udvikling har nu betydet, at vi har måttet udvide. Med de nye og forbedrede faciliteter er vi med til at sikre den bedste rådgivning for landbruget på Fyn, sagde Torben Povlsen.
Bygningerne er ejet af L&F Centrovice, og den fynske afdeling af rådgivningsvirksomheden Velas er den største lejer.
Tilbygningen er på i alt 600 m2 fordelt på to etager med udvidet kantine-areal i stuen og en ny og større konferencesal på førstesal. Den nye sal er bygget i forlængelse af den tidligere, som nu er omdannet til mødelokaler.
Gamle mødelokaler i de oprindelige bygninger er ligeledes omdannet til kontorer, så kontorer og mødelokaler adskilles, og giver mere ro til medarbejdere.
Foruden den nye tilbygning er i alt 580 m2 af de tidligere lokaler ombygget.