Husk forsikring af bygning under opførelse eller ombygning
Der er igen kommet gang i byggeriet, og Peter Quitzau, direktør i DLBR Forsikringsmægler, konstaterer, at behovet for forsikring ofte bliver overset.

Der er igen kommet gang i byggeriet. Der rives ned og bygges nyt – både nye stalde og nye maskinhuse.
FORSIKRING Med bedre tider for mange landbrug er der igen kommet gang i byggeriet. Der rives ned og bygges nyt. Nye stalde, maskinhuse og også flere stuehuse får en kærlig overhaling.
Der bruges mange ressourcer på projektering og valg af entreprenører. Ofte udfører bygherren – landmanden – en del af arbejdet selv og står måske selv som byggeleder på projektet.
I forbindelse med alle forberedelserne er det ikke sjældent, at behovet for forsikring af projektet overses eller først meget sent bliver en del af det. Og det kan, ifølge Peter Quitzau, direktør i DLBR Forsikringsmægler A/S, være risikabelt.
- Landmanden skal tegne en bygnings- og stormskadeforsikring for byggeriet. Både hovedentreprenør og underentreprenører skal være meddækket på denne forsikring. Entreprenøren og eventuelle underentreprenører skal have en erhvervs- og produktansvarsforsikring, påpeger han og fortsætter:
- Der kan ske andre skader end dem, der kan dækkes på en brand- og stormskadeforsikring. Ting kan for eksempel vælte og volde skade, ligesom materialer kan blive stjålet fra byggepladsen.
Skader på maskiner
Peter Quitzau oplyser i den sammenhæng, at sådanne skader ikke er dækket på en brand- og stormskadeforsikring.
- Det kræver, at der tegnes en entrepriseforsikring, og ofte er det en del af aftalen med entreprenøren, at bygherren tegner entrepriseforsikringen og at også denne ud over bygherren også dækker entreprenør og underentreprenører.
- Entrepriseforsikringen er en såkaldt »all risk forsikring«. Det betyder som udgangspunkt, at den dækker alle konstaterbare fysiske skader på bygningerne, når blot disse ikke var til at forudse, fortæller Peter Quitzau videre og gør dog opmærksom på, at der er en række undtagelser.
- Det kan være anvendelse af mangelfulde materialer, manglende afstivning og overdækning og andre håndværksmæssige mangler. Desuden kan der være en række særlige krav og forudsætninger, der vil fremgå af særtekster i policen.
Ofte vil der være behov for at udvide entrepriseforsikringen med en montageforsikring. Peter Quitzau oplyser, at den dækker skader under montagearbejdet, der kan ske på maskiner, der skal indføjes i en bygning – for eksempel en malkerobot eller et tørreri.
Forsikring af driftstab
Byggeriet dækkes fra dets start til det er afsluttet. Herudover kan en afhjælpningsperiode på op til 12 måneder meddækkes, så også eventuelle skader, der er sket under efterfølgende tilrettelser og afhjælpning af fejl under byggeriet, er dækket.
Når et større byggeri af driftsbygninger planlægges, hænger det ofte sammen med en forventet merindtjening. Er der for eksempel tale om en ny stald, skal besætningen udvides.
- Hvis færdiggørelsen udskydes på grund af skader sket under byggeriet, kan der derfor opstå et driftstab for landmanden. Også denne risiko kan i de fleste forsikringsselskaber medforsikres, fortæller Peter Quitzau.
Han tilføjer, at landmanden kan gøres ansvarlig for skader på ting eller personer, der sker som følge af byggeriet. Derfor påpeger han, at entrepriseforsikringen skal udvides med en ansvarsdækning.
Kopi af policen
Da forsikringsselskabet stiller en række krav til sikkerheden ved udførelsen af arbejdet, er det vigtigt, at landmanden orienterer entreprenørerne om dem. Det gøres bedst ved at udlevere en kopi af policen og få en underskrift på, at entreprenøren har fået den.
Hvis landmanden selv udfører en del af arbejdet – det kan være nedrivning af bestående bygning, afrømning af muld, udgravning til fundament og lignende – er det vigtigt at tjekke, om sådan arbejde er meddækket på landbrugsforsikringens ansvarsdækning.
- Er det ikke det, skal der tegnes en erhvervsansvarsforsikring, der dækker entreprenørarbejde, meddeler forsikringsmæglerdirektøren og fortsætter:
- Er der tale om nyopførelse af enkeltstående større bygninger – for eksempel nye stalde – kan det være en god idé at indhente tilbud på entrepriseforsikringen fra flere forsikringsselskaber. Der kan nemlig være store forskelle på både dækning og pris.
- Når projektet er beskrevet og tidsplanen er lagt, skal man orientere sin forsikringsmægler eller assurandør, så der i god tid kan udarbejdes tilbud. Ofte skal forsikringsselskabet have mulighed for at besigtige byggepladsen, inden forsikringen kan tegnes, slutter Peter Quitzau.
jhal