Fendts historie hænger uløseligt sammen med Starup. Det var her Alex Petersen havde base, da han skaffede Fendt til Danmark, og det er her basen ligger i fremtiden, slog adm. direktør Jan Garder fast, da han efter lang tids planlægning kunne sætte de store entreprenørmaskiner i gang med jordarbejdet til det nye byggeri.
Der er tale om en betydelig værkstedsudvidelse, der bygges foran de eksisterende værksteder. Derved mister man en masse ”gårdsplads”, men det kompenserer man for ved at anlægge en stor plads til maskiner, af- og pålæsning osv. nord for de nuværende bygninger. Tilkørselsforholdene forbedres også, så firmaets nordlige indkørsel helt automatisk bliver de store og tunge køretøjers foretrukne adgangsvej. Det vil fremme trafiksikkerheden i området.
- Projektet har været længe undervej, fortæller Jan Garder, og tilføjer:
- Men i samarbejde med teknisk forvaltning i Varde Kommune, vores arkitekt Ole Kristensen og Ingeniørfirmaet Olav Kristensen, er det lykkedes os at udarbejde og få godkendt en lokalplan for området, så vi nu kan bygge til og renovere nogle af vores eksisterende faciliteter. Det glæder vi os til!”

Moderne rammer med
servicespecialister

- Målet med investeringen er at styrke vores kompetencecenter ved at skabe tidssvarende værkstedsfaciliteter for alle vores serviceteams og sikre kunder optimal service ved den øgede værkstedskapacitet, forklarer Jan Garder.
De nye værkstedsfaciliteter fylder, hvad der svarer til lidt under to håndboldbaner. De kommer til at hænge sammen med de nuværende værksteder og rummer blandt andet 3 porte til vogntog og en portalkran. Hele værkstedet bliver naturligvis indrettet efter alle moderne normer for arbejdssikkerhed, ergonomi osv.
Dét håber Jan Garder vil være med til at skabe rammerne for en attraktiv arbejdsplads for servicespecialister.
- Vi lever af at have et dygtigt serviceteam, som kunderne har tillid til. Derfor skal vi gøre noget ekstra for at holde på vores nuværende medarbejdere og tiltrække endnu flere.
Det store byggeri forventes at stå færdigt i løbet af sommeren 2020, og indtil da arbejder man med uformindsket kapacitet i de eksisterende rammer. Når TBS Maskinpower holder årets traditionsrige åbent hus den 5. december vil man sørge for at tegninger osv. er sat op, så alle kan se, hvad planerne indeholder.