Nye lokaler med plads til meget mere
Hallund Staldservice, Brønderslev, har væltet alle deres gamle bygninger og er nu klar til at vise kunderne godt 2.600 kvadratmeter splinter nye rammer.

2.600 kvadratmeter under tag med alt fra indgangsparti med kontor, mødelokaler og personalefaciliteter, et topmoderne værksted, en vaskehal og en stor lagerhal
Alt er ved det gamle hos Hallund Staldservice lidt udenfor Hallund ved Brønderslev. Det handler stadig om indendørs staldteknik med alt fra automatiske foderblandere til gylleteknik, som det har gjort siden Anne Marie og Anders Larsen startede virksomheden i 2004.
Alligevel er det et noget andet syn, der møder en, når man lægger vejen forbi. Alle gamle bygninger er nemlig jævnet med jorden og nu står der godt 2.600 kvadratmeter spritnye bygninger.
Byggeri afspejler virksomhedsværdier
Et stort indgangsparti med kontor, mødelokaler og personalefaciliteter, et topmoderne værksted, en vaskehal og en stor lagerhal. Alt sammen noget, som skal afspejle virksomhedens værdier om kvalitet, brugbare løsninger, funktionalitet, nærhed, tætte relationer og et højt serviceniveau.
For selvom virksomheden også indebar alt dette tidligere, var det ikke det kunderne oplevede udefra med knæhøjt græs, murbrokker og fodervogne oven i en byggeplads.
- Vi havde intet gjort de seks år vi havde været her da vi begyndt at bygge og allerede dengang kunne det ikke mere, forklarer Anne Marie.
Ferie i virksomheden
Byggeprojektet blev udført i to etaper. Først skød en ny lagerhal op og mens de ansatte fik afholdt deres sommerferie, inviterede Anne Marie og Anders deres egne børn på sommerferie få meter fra privaten. Her brugte de hele skolerne sommerferie, fra tidlig morgen til sen aften, på at tømme de gamle bygninger og flytte det hele hen i den ny lagerhal.
- Vi havde en deadline hvor vi skulle være færdig, for da ville de komme og rage de gamle bygninger ned, fortæller Anne Marie Larsen.
Bygningerne blev jævnet med jorden og dag for dag kom de tættere og tættere på det endelige resultat. Nu har entreprenør Arne Andersen Vrå A/S forladt stedet, men parret ser alligevel mange arbejdstimer forude, for at få det til at blive lige som de drømmer om.
- Børnene har spurgt hvad vi skal i sommerferien i år, siger Anne Marie Larsen og kigger rundt i det nye personalekøkken – et stort rum, hvor der endnu ikke er meget andet end et bord og en stol.
- Vi skal jo have flyttet det hele tilbage igen, griner hun.
Opgaver nok
Det har været en lang proces for Hallund Staldservice at bygge nyt samme sted som de har revet det gamle og oven i det samtidig drive en virksomhed.
- Det sidste år har været rodet også for vores kunder, så det er dejligt endelig at være færdig med at bygge, fortæller Anne Marie Larsen.
For virksomheden har hele vejen igennem byggeprocessen haft massere at lave, med salg af både nye og brugte anlæg, service og reparationer.
Høj service
De mange nye kvadratmeter kommer for kunderne, ud over et flottere look både ude og inde i virksomheden også til at betyde, at der nu er plads til mere på lager, da der er kommet mere kapacitet til at have ting på hylder.
- Ellers kører det hele videre som det plejer. Vi bor her jo og det betyder stadigvæk, at kunderne kan få låst en reservedel ud lørdag eftermiddag uden beregning, siger Anne Marie.









































