Gartneri på 29 ha klager over »papirnusseri«: - Vi er godt trætte af Landbrugsstyrelsen
PO-midler fremmer den grønne omstilling og giver flere arbejdspladser. Men bureaukratiet i ansøgningsprocessen bremser innovationen, mener gartneriejer.

Her har Glade Grøntsager fået PO-Midler til dyrknings rander, det giver bedre arbejdshøjde, opsamling af overskydende vand, mindre gødningsforbrug samt luftcirkulation omkring planterne. Privatfoto.
Hele 29 hektar har det topmoderne gartneri Glades Grøntsager under tag. Virksomheden, der i højsæsonen beskæftiger over 130 medarbejdere, har flere gange søgt og fået midler gennem Producent Organisationsordningen, PO.
- Nye pakkemaskiner, dyrkningsrander, elkedel, gardiner og den slags. Midlerne hjælper os til at omstille til en grønnere produktion, da vi nu kan styre klima- og gødningssystemer i væksthusene endnu bedre, siger Michael Kongstad Rasmussen, der ejer gartneriet Glades Grøntsager.
CAP-midlerne til investeringerne tildeles producentorganisationerne, der så stiller eksempelvis et styringssystem eller en pakkemaskine til rådighed for Glades Grøntsager eller et andet gartneri.
Grønnere produktion
Gartneriet har desuden søgt CAP-midler til projekter, der giver mindre forbrug af vand, varme og gødning per kilo produceret tomat og agurk.
- Det har betydet, at vi som de eneste i Danmark kan producere konventionelle tomater og agurker uden brug af pesticider, fortæller Michael Kongstad Rasmussen.
Bedre arbejdsmiljø
En del af PO-midlerne er dog gået til at forbedre arbejdsmiljøet på gartneriet.
- Generelt har vi fået styr på produktion og pakkeri, hvor der nu er langt mindre hårdt arbejde. Blandt andet har vi søgt til nye arbejdsvogne. Det betyder virkelig meget for arbejdsmiljøet, siger Michael Kongstad Rasmussen.
Regler og papir
Men selvom gartneriet har haft stor gavn af tilskuddet, vokser tomaterne ikke ind i himlen:
- Når vi søger, bliver vi nu bombarderet med tillægsspørgsmål, som forlænger sagsbehandlingstiden. Det betyder, at vi nu i Danmark ikke får den fulde valuta ud af ordningen, for vores kolleger sydpå er ikke udsat for det samme.
I den sidste ansøgning fik gartneriet således over 100 ekstra spørgsmål til projektet.
- Vi er godt trætte af at Landbrugsstyrelsen, der bruger for mange resurser på regler og papirnusseri. Det bremser jo sagsbehandlingen af en ellers god ordning, forklarer gartneriejeren.

Gartneriet Glade Grøntsager har søgt og fået en række PO-midler, der har betydet mindre forbrug af vand, varme og pesticider. Foto: Louis Andreas Michaelsen.

Arbejdsmiljøet i blandt andet pakkeriet er blevet bedre med færre tunge løft på grund af PO-midler. Foto: Louis Andreas Michaelsen.