De sydeuropæiske lande er hårdt ramt af Corona-virus og restauranter er lukket ned på stribe. Det betyder en ret pludselig opbremsning i efterspørgslen efter oksekødsstykker, som ellers er en højprisvarer for slagterivirksomheden.

Derfor opfordrer Danish Crown de landmænd, som kan lade de tunge færdigfedede køer, på over 700 kilo, blive hjemme i stalden, for ikke at risikerer en overproduktion i forhold til en lavere efterspørgsel, da det scenarie vil give et dyk i noteringen.

Det er køer med en slagtevægt på over 350 kilo og en formklasse 4-5, der bør blive hjemme.

- Det handler om at passe på værdierne. Og hvis en landmand har mulighed for det, vil vi klar opfordrer til at vente, siger Finn Klostermann, CEO, Danish Crown Beef.

Et spørgsmål om tid

Og hvor længe koen så skal vente, er der ingen der lige nu kan give et kvalificeret bud på. Fra Danish Crowns side lyder det, at det er indtil markederne har normaliseret sig.

Finn Klostermann understreger, at køerne sagtens kan sendes til slagt, hvis det er den mulighed man har på den enkelte bedrift, da køerne stadig vil blive slagtet.

Fuld fokus på hakkekød

Lige nu ses en generelt pæn efterspørgsel efter okse- og kalvekød. Det er især en meget stor efterspørgsel efter hakket oksekød, som er udslagsgivende i markedet, og derfor er der på fabrikkerne i Aalborg, Holsted og Sdr. Felding lige nu fuld fokus på at opretholde produktionen.

Derfor bør man, hvis det er muligt, fokusere på at få køer i formklasse 1, 2, 3 og 4 sendt afsted, da de kan bruges til hakkekød. Og lade de færdigfedede dyr blive hjemme.

teba@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 55 15 87