Coronavirus: Grænselukning lukker både ude og inde
Både Danmark og Tyskland har som bekendt valgt at lukke grænsen mellem de to lande på grund af corona-virussen – det giver udfordringer – også i landbruget

Mange landmænd har jord på begge sider af den dansk/tyske grænse – her landbrugsjord ved vildsvinehegnet mellem Danmark og Tyskland. Arkivfoto: John Ankersen
2020 skulle have været året, hvor genforeningen og Sønderjyllands hjemkomst til Danmark skulle være den store markering i det sønderjyske. Men med ankomsten af den frygtede corona-virus, er den dansk/tyske grænse i stedet præget af grænselukninger på begge sider.
Lørdag lukkede Danmark sin grænse mod Tyskland, mens Tyskland mandag lukkede sin grænse til Danmark.
Og det har betydet helt nye udfordringer og problemstillinger – også i landbruget. For mens varetransport, grænsependlere og andre med såkaldt »anerkendt« ærinde til at krydse den dansk/tyske grænse blot må væbne sig med lidt tålmodighed, har andre fået helt andre problemstillinger og udfordringer, at forholde sig til.
Som eksempelvis den sønderjyske landmand Henrik Godtborg Hansen, der er dansk landmand, med statsborgerskab i Danmark, men med landbrugsjord på både dansk og tysk grund, ifølge JydskeVestkysten, er blevet lukket ude af Danmark.
Siden genforeningen i 1920 er der nemlig ikke blevet lavet en dansk adgangsvej til slægtsgården ved Frøslev, og efter grænselukningen hér 100 år efter, er vejen til gården nu spærret som et resultat af grænselukningen mellem Danmark og Tyskland.
Klare retningslinjer
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi henviser man til de klare retningslinjer, der ligger for grænselukningen.
Det betyder, at den pågældende landmand kun kan benytte grænseovergangene i Sæd ved Tønder, samt grænseovergangene i Frøslev eller i Kruså.
Man erkender samtidig, at det giver udfordringer for de landmænd, der har landbrugsjord på begge sider af grænsen.
Akut situation
Hos LHN i Tinglev håber formand Jørgen Popp-Petersen, at man finder en løsning på de udfordringer og problemer, som grænselukningen har givet for de mange landmænd, der i området har landbrugsjord på begge sider af grænsen.
- Det er en akut situation, der er opstået i grænselandet, og vi vil gerne finde en løsning på det, siger Jørgen Popp-Petersen, der samtidig understreger, at situationen omkring corona-virussen er alvorlig og kræver handling, som det er sket.
- Bestræbelserne må være at minimere skaderne af det, siger Jørgen Popp-Petersen.