Mogens Jensen: Tak til landmændene

Mens store dele af samfundet ligger stille, er der fortsat godt gang i hjulene i landbruget, og det glæder fødevareminister Mogens Jensen (S) sig over.

Hvis det ikke var for landbruget, ville resten af det danske samfund være i en langt værre situation. Sådan lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen (S) efter en uge med delvis nedlukning af samfundet som følge af coronavirus.

Mens  mange er forhindret i at arbejde eller arbejder hjemmefra, så producerer den danske fødevarebranche på højtryk – fra landmand til købmand – akkurat som den plejer.

- Som fødevareminister er jeg stolt af at bo i et land, der også i disse tider producerer masser af mad til os alle. Tak til landmændene, der hver dag passer på dyrene og sørger for fødevarer til os alle sammen. Også tak til medarbejderne i fødevareindustrien for at bage rugbrød, skære koteletter og meget, meget mere. Indsatsen er i høj grad værdsat, lige fra slagteriarbejderen, til Fødevarestyrelsens nødvendige kontrol og til kasseassistenten. Uden jer ville den nuværende situation værre langt vanskeligere for alle os andre, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Kritisk vigtige

Han understreger, at dem, der producerer fødevarer, er en del af de kritisk vigtige medarbejdere i samfundet, og at det derfor er vigtigt, at vi alle bakker op om deres arbejde, så de kan holde gejsten oppe.

- Jeg ved, at mange er pressede. Vagterne er måske længere end normalt, og der stilles endnu højere krav til fleksibiliteten, end man er vant til. Det er så vigtigt, at alle de dygtige medarbejdere bliver ved med at passe deres arbejde til UG, som vi har set dem gøre dag efter dag her i den første del af denne særlige tid, siger Mogens Jensen.

hka

Læs også