– Vi er en mindre spiller i branchen, men er mere for kunderne.

Sådan vælger de fire indehavere og medarbejdere at betegne sig selv og deres it-virksomhed, Brugerdata A/S i Nr. Aaby.

I 35 år har virksomheden leveret et økonomistyringsprogram, der er selvudviklet og løbende opgraderet i tæt samspil med kundernes ønsker og behov, sammen med en række specifikke software- og brancheløsninger.

Kunderne tæller ikke mindst driftsfællesskaber i landbruget og godser landet over. Men også gartnerier, maskinstationer og virksomheder med flere enheder og behov for tids- og maskinregistreringer, kommuner mm er blandt de mange faste kunder, som den lille it-virksomhed samarbejder med.

 

Medarbejdere tog over sidste år

Brugerdata A/S blev etableret af Arne Sørensen i 1984 på hans landbrugsejendom lige uden for Nr. Aaby. Pr. 1. september sidste år valgte han at gå på pension, og aktierne blev opkøbt af de ansatte, henholdsvis Jan Ole Andreasen, der har været med næsten lige siden starten, samt Anders Bebe, Carsten Thomsen og Peter Wismer, alle med flere års anciennitet i virksomheden. Medens de to førstnævnte primært tager sig af programmering og tilretning af it-produkterne, står Carsten Thomsen og Peter Wismer for kundekontakten og support. Sidstnævnte er samtidig firmaets direktør.

Brugerdata A/S flyttede i forbindelse med ejerskiftet til de nuværende lokaler på hovedgaden i Nr. Aaby, hvor den lokale ugeavis før havde til huse.

Registreringer

Det komplette økonomisystem er hjørnestenen hos Brugerdata.

- Ikke mindst bruges det af landbrug og virksomheder med flere afdelinger, og med behov for integreret tidsregistrering for medarbejderne og deres arbejde. Det gælder blandt andet en del af vores kunder, som har sæsonarbejdere, hvor der er behov for en hurtig og effektiv registrering i forhold til deres arbejde, løn og maskinforbruget, fortæller Peter Wismer.

Økonomiprogrammet fås også som webbaseret, og kan derfor anvende data og registreringer fra smartphones.

- Fordelen er endvidere, at det automatisk kan opgøre ejerregnskaber i driftsfællesskaber eller for de enkelte afdelinger. Det gælder også regnskab for udlejning, jagt og andre aktiviteter, som kendes blandt andet fra mange af de godser, vi har som kunder. I det hele taget kan vort system håndtere flere regnskaber i flere selskaber helt automatisk.

Automatisk overførsel

Carsten Thomsen påpeger, at programmet meget enkelt og løbende kan tilpasses den enkelte kundes behov, ligesom det kan anvendes som driftsregnskab.

- Poster fra bankens kontoudtog overføres automatisk. Det samme gælder andre elektroniske bilag, og alle poster kan overføres til Ø90-regnskabet, hvis det ønskes.

- I det moderne digitale kontor er det i hele taget et enkelt og brugervenligt system, der samtidig er et kæmpe analyseværktøj med en masse data, siger Carsten Thomsen og understreger, at det hele tiden udvikles sammen med kunderne.

Sammen med kunderne

- Vi lytter meget til kunderne. Derfor lever vi godt op til virksomhedens navn. Og samtidig til en pris, som er meget konkurrencedygtig i forhold til de større udbydere på markedet, påpeger it-konsulenten.

Blandt de nye tiltag er fremstilling af apps, til specifikke formål. Senest er skabt en app, hvor en havn kan registrere anløb af handelsskibe. Også en app til kommuner, hvor borgerne kan sende tip om huller i vejen, ødelagte skilte o. lign. med koordinaterne automatisk tilføjet, er blandt de seneste opgaver.

- Så kom med et problem eller ønske, selv komplekse opgaver, så er vi klar til tilpasse det vort system, så ikke alene den aktuelle kunde, men alle vore nuværende og nye brugere vil kunne få glæde af det, siger direktør Peter Wismer og understreger, at ingen ændringer eller tilføjelser forsvinder ved en opdatering af Brugerdata-økonomistyringsprogrammet.