Vejledning på nettet klæder hurtigt nye svinepassere på
Farestaldsguiden er en digital vejledning, som hurtigt kan give uerfarne staldmedarbejdere styr på håndteringen af grise i danske svinestalde.
Af svinekonsulent Nikolaj Stidsen, LMO
Tit og ofte kan det være en lang og sej proces at få oplært sine nye medarbejdere i svinestaldene, uagtet om de er helt grønne eller har en beskeden idé om, hvad det vil sige at passe grise i Danmark.
Det er helt naturligt, og sådan skal det også gerne være – medarbejderne skal være klædt ordentligt på, så de kan bidrage til de sorte tal på bundlinjen. Men der kan altså være en del tid at spare på oplæring. Tid, der kan bruges på andre essentielle opgaver.
Her er den digitale vejledning Farestaldsguiden en god hjælper, da det er et online opslagsværk, som fortæller alle de grundlæggende ting, som de nye medarbejdere skal være opmærksomme på.
Billeder og film
Det er inddelt i tre overordnede temaer: før faring, under faring og efter faring. Med beskrivelser, billeder og film viser guiden eksempelvis, hvordan man måler gulvvarmen i hulen, hvornår det skal gøres, og hvad man skal kigge efter. Det kan også være, hvad man kan gøre, hvis soen ikke malker ordentligt efter faring, eller hvordan man flytter soen og smågrisene efter endt faring.
Overordnet set maler den med den brede pensel og giver de nye medarbejdere den basale viden, der skal til for at kunne gebærde sig i en dansk svinestald. Det kræver naturligvis, at de nye også får set alting i praksis og selv får lov at stå med det. Men Farestaldsguiden gør, at man som driftsleder ikke hele tiden behøver at fortælle, hvorfor vi gør, som vi gør. Den teori får de i guiden.
Farestaldsguiden er tilpasset telefonen, så man kan nemt bare lige tage den frem og kigge på den i frokostpausen. Den er tilgængelig både på dansk og engelsk, så alle bør kunne være med.
Stor værdi
Som svinekonsulent ser jeg en stor værdi i at benytte guiden, og jeg vil klart opfordre ejere og driftsledere til at lade dugfriske og relativt nye medarbejdere se de områder igennem, hvor det kan være relevant.






































